11. Jordmenneskehedens begrænsede sansekapacitet
Den hvide figur til venstre i det sorte felt på symbolet symboliserer jordmenneskehedens nuværende sansekapacitet. Vi ser, at figuren strækker sig fra den materielle del af salighedsriget, hvilken del er det samme som det, vi udtrykker som mineralriget. Dernæst strækker den sig igennem planteriget og ind i dyreriget. I dette rige har den ufærdige menneskehed i stor udstrækning endnu hjemme. Vi ser, at figuren derefter strækker sig lige indenfor i det rigtige menneskerige. Men det er kun igennem intuitionen eller det begyndende kosmiske glimt, at dette rige kan begynde at komme til syne for det modne, men endnu ufærdige menneske. Den øvrige menneskeheds forbindelse med dette guddommelige rige er kun igennem deres tro på de tillærte religiøse dogmer og har derfor ikke noget med selvoplevelse af nævnte høje sfære at gøre. Denne del af jordens menneskehed vil derfor være at betragte som analfabeter med hensyn til den virkelige videnskabelige sandhed om livsmysteriets løsning. De humane verdensreligioners religiøse forkyndelse i forhold til den virkelige kosmiske viden om livets evige og altomfattende sandhed, struktur og verdensbillede er kun at ligne ved søluften i havets nærhed.
      Denne de ufærdige menneskers sansekapacitet befordres af de fire grundenergier, tyngdeenergien i en mere eller mindre uhæmmet tilstand, en begyndende intelligensenergi og en uintellektuel eller mere eller mindre inhuman følelse og en degenererende instinktevne. Alkærligheden eller næstekærligheden er endnu kun i sit første begyndende meget svage morgengry langt ude på den mentale himmels horisont. Kosmiske evner er endnu et næsten ukendt område for almenheden.
      Det er ikke så mærkeligt, at en menneskehed, hvis sansekapacitet i stor udstrækning befordres af ubehersket tyngdeenergi: vrede og bitterhed, mord og drab, krig og ødelæggelse, der jo netop er en følge af primitiv og uintellektuel følelse, i hvilken der endnu ikke forekommer næstekærlighed, lever i mørket, helvede eller ragnarok. At denne mentalitet ikke kan ændres med en mentalitet af samme slags er en selvfølge. Derfor kan menneskeheden ikke få fred på jorden, komme ud af mørket uden, at denne mentale energikombination i væsenets psyke må ændres. Og denne ændring kan udelukkende kun ske ved alkærlighedens udvikling i mentaliteten og dermed i væremåden. Og denne udvikling af næstekærligheden finder kun sted igennem væsenernes oplevelse af deres mørke skæbne eller karma. Og menneskeheden er netop på et sådant stadium i dens forvandling fra dyr til menneske, at dens væsener, i form af verdenskrige og andre former for skabelse af død og lemlæstelse, befordrer oceaner af lidelser over på deres næste eller medvæsener, dyr og mennesker. Og det er disse lidelser, der ifølge karma- eller gengældelsesloven virker tilbage på deres ophav og bliver disse væseners tilsvarende mørke skæbne. Denne mørke skæbne afføder som nævnt i væsenerne den begyndende humane evne eller alkærlighed, der bevirker, at væsenerne, alt eftersom de kommer igennem denne deres karma eller lidelser, bliver tilsvarende mere og mere udviklede til ikke at kunne nænne at gøre andre levende væsener fortræd. Med denne evnes udvikling bliver væsenet hungrende efter kosmisk videnskab og når frem til at få kosmiske glimt for tilsidst at få permanent kosmisk bevidsthed. Det bliver dermed ét med Gud, bliver til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse.
      Vi forstår således her, hvorfor den materialistiske videnskab ikke kan ændre menneskenes krigeriske eller dødbringende væremåde. Trods de overordentlige store goder, den har givet menneskeheden og stadig giver den, er den i mangel af kosmisk viden med til at befordre mørket. Med sine opfindelser af raffinerede, dødbringende, lemlæstende og altødelæggende krigsvåben, er den med til at holde atom- og bombeeksplosioner, ildsvåde og kulturudslettelse vedlige på jordens ellers så sollyse kontinenter og have.
      Hvordan kan en verden, hvor alkærligheden eller næstekærligheden ikke eksisterer eller i bedste fald kun som en svagt begyndende human evne, der endog til en vis grad på grund af menneskenes uvidenhed er blevet forfulgt som en abnormitet eller last med straf indtil dødsstraf, være andet end et mørkets inferno for de pågældende væsener?  – Må man ikke lovprise den evige Guddom, at mørket ifølge karmaloven efterhånden afføder evnen til ikke at kunne nænne at gøre levende væsener fortræd?  – Intet væsen kan således blive ved med at udfolde en ond væremåde imod andre væsener uden at ramme sig selv med samme væremåde og med samme styrke som den, det selv anvendte imod den pågældende næste. Og her standser væsenernes bloddryppende væremåde. Evnen til ikke at kunne nænne at gøre andre levende væsener fortræd begynder her spagfærdigt sit domæne. Og i et tiltagende alkærlighedens eller næstekærlighedens lys er den forlorne gudesøn atter på vej til sin Fader. Bagude forsvinder skæret fra helvedes dødsflammer bort i mørket. Forude lyser Guds ånds evige stråleocean den fra mørket opstandne gudesøn imøde. Og gennem rummet lyder den evige røst: "Dette er min søn den elskede, i hvem jeg har velbehag".