Det Evige Verdensbillede, bog 4
Den tilslørede og afslørede evige sandhed
Symbol nr. 37
1.  Hvorfor den evige sandhed kun gradvis kan afsløres
Efterhånden, som vi er kommet frem igennem verdensaltets kosmiske analyser, er det ikke vanskeligt for os at forstå, hvorfor menneskeheden igennem tiderne kun har fået fortalt sandheden om livet i meget kortfattede og symbolske udtryk. Oplysningerne om sandheden var for de begyndende yderst primitive mennesker meget tilsløret, da disse væsener umuligt ville kunne have forstået denne, hvis den var blevet afsløret i sin totale videnskabelige helhedsanalyse. Den måtte indskrænkes til i symbolske udtryk kun at blive en forklaring af den del af den evige sandhed, der passede ind i de nævnte primitive menneskers opfattelsesevne. Men efterhånden som menneskene udviklede sig videre i intelligens og kærlighed, måtte forklaringen af sandheden tilsvarende ændres, så den stadig kunne passe til menneskenes sanse- eller opfattelsesevne. Og således er slør efter slør taget af den evige sandhed, alt eftersom menneskene udviklede sig og kunne forstå mere og mere af den. Og efter det sidste slør, som er ved at blive fjernet, alt eftersom menneskene nu efterhånden modnes til kosmisk bevidsthed, vil de med denne deres færdigudviklede mentalitet opleve den evige sandhed eller livsmysteriets løsning som videnskabelig kendsgerning, intellektuel forståelig og tilgængelig for efterforskning af den i kosmisk retning udviklede forsker eller iagttager.
      Når den guddommelige sandhed eller allerhøjeste viden om livet kun kan tilegnes menneskene ved en sådan gradvis afsløring igennem mange liv, skyldes det netop, at deres sansebegavelse er under udvikling. Mennesker på de første primitive stadier i deres udvikling efter abestadiet kan hovedsageligt kun sanse i kraft af deres instinkt. Instinktet udgør den første af de syv grundenergier, der befordrer det levende væsens livsudfoldelse. Det er den energi, der befordrer alle automatiske funktioner i de levende væseners organismer, ligesom den befordrer alle plantelivsformers vækst og dyrenes væremåde og en del af de primitive eller uudviklede menneskers mentalitet og væremåde. Disse mindre udviklede eller primitive mennesker vil umuligt kunne forstå livsmysteriets løsning i intellektuelle eller videnskabelige analyser. Deres intelligens er endnu kun lige i sin begyndelse. Men igennem deres instinkt "aner" de, at der eksisterer en højere magt, en højere form for væsenstilstand i form af guder eller en guddom. Denne instinkt- eller "anelsesevne" er medfødt akkurat ligesom væsenets øvrige talenter: synet, hørelsen, lugten, smagen osv.
Symbol af Martinus
Symbol 37
Den tilslørede og afslørede evige sandhed