51. Enpolede væsener eller "evavæsener"
Som vi er blevet gjort bekendt med, er dyrene således kulminerende enpolede væsener. De er absolut ikke skabt til at kunne opfylde det totalt fuldkomne liv. De kan ikke elske deres næste, som de elsker sig selv. De kan kun elske væsener af modsat køn. Det er denne omformning af væsenerne til enpolede væsener, Bibelen udtrykker som "Evas skabelse". Bibelens "Eva" er altså som tidligere i vore analyser gjort bekendt ikke udtryk for kvinden, men derimod ene og alene udtryk for de enpolede væsener, hvilket altså vil sige: både hankønsvæsenerne og hunkønsvæsenerne. Kun igennem denne polkonstellation eller bevidsthedsform kunne "syndefaldet" eller "nydelsen af kundskabens træ" finde sted. Og uden denne nydelse kunne væsenerne umuligt komme til at opleve, hvad der var ondt, og hvad der var godt. Og uden den totale oplevelse heraf kunne de umuligt blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse, hvilket igen vil sige: til det totalt fuldkomne væsen, der kun kan udstråle kærlighed, glæde og velsignelse til alle sine omgivelser.
      Vi ser da også, at det ikke er kærligheden, der er dominerende i dette dyrenes rige. Igennem den enpolede organiske struktur er væsenet midlertidigt organisk skabt til kun at kunne føle sympati for væsener af det modsatte køn. Væsener af dette køn udgør jo objektet for dets parringssympati og parringsakt. Men væsener af deres eget køn kan de ikke elske. Med dem ligger de derimod i rivalisering og kamp. Herved opstår skinsygen, der er moder til alt det, der forekommer som "det onde" i verden: krig, mord og drab, sorger og lidelser eller det, der tilsammen udgør, hvad vi kalder ragnarok eller helvede. Der findes således ikke nogen væsentlig humanitet eller virkelige kærlighedsmanifestationer i dyreriget ud over den dyriske parringssympati, parringsakt og afkomsbeskyttelsen. Uden for dette dyrenes sympatiske område, er dyreriget en fjendtlig verden, hvor væsenernes fysiske organismer tillige i stor udstrækning må tjene som føde for andre væsener. Figurerne nr. 3 og 4 symboliserer således polkonstellationen i hankønsvæsenet og hunkønsvæsenet i dyrerigets udviklingsafsnit for neden på symbolet.