Det Evige Verdensbillede, bog 3
5. Forneden på symbolet ser vi et gråt felt. Dette er foroven formet som trappetrin, der strækker sig fra venstre og opad til højre. Disse trin skal symbolisere, at jordkloden befinder sig på udviklingsstadier i det kosmiske spiralkredsløb ligesom alle andre levende væsener. Trappetrin nr. 1 er planteriget. Nr. 2 er dyreriget, hvortil det ufærdige jordiske menneske hører. Nr. 3 er det rigtige menneskerige. Nr. 4 er visdomsriget. Nr. 5 udgør den guddommelige verden. Nr. 6 udgør salighedsriget. Vi ser på symbolet, at jordkloden i sin udviklingsbane i sit spiralkredsløb befinder sig lige over for trin nr. 2, hvilket vil sige: over for dyreriget. Den er således på vej til at blive en menneskeklode og herefter senere til en rent åndelig klode, ligesom den tidligere har været plante- og mineralklode. Jordkloden er jo for os et makrokosmisk levende væsen og derfor underkastet spiralkredsløbets befordring af de levende væseners evige livsoplevelsesevnes fornyelse og vedligeholdelse.
Symbol af Martinus
Symbol nr. 27
Jordklodens kosmiske stråleglans