Det er netop den forannævnte manifestation af et liv i menneskelig begavelse uden kærlighed, der gør mørkets kulmination til en indvielse af det levende væsen. Hvordan skulle nævnte væsen uden oplevelse af mørkets kulmination som kendsgerning få evnen til at udfolde visdom, forstand og kærlighed? – Og hvordan skulle disse foreteelser kunne blive til og eksistere uden at være et resultat af mørket? – Oplevelsen af mørket er således en betingelse for skabelsen af den bevidsthed i visdom, forstand og kærlighed, der skal til, for at væsenet kan fremtræde som mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Mørket er derfor i sin dybeste analyse trods alt en guddommelig velsignelse. Det er derfor, at vi her i vore kosmiske analyser udtrykker det som "det ubehagelige gode". Og yderligere kan det tjene til opmuntring, at denne mørkets kulminations epoke kun strækker sig over en sjettedel af hele et spiralkredsløbs område. Inden for denne sjettedel bliver væsenet færdiggjort i Guds billede efter hans lignelse. Det kan da som et strålende kristusvæsen fortsætte sin tilværelse i spiralkredsløbets højeste riger i kulminerende alkærlighed, visdom og salighed i en fem gange længere tidsepoke end den epoke, dets passage igennem mørkets sfære udgør. Og da denne sidstnævnte passage, som før nævnt, er en livsbetingelse for skabelsen af netop den totalt fuldkomne menneske- eller kristusbevidsthed, uden hvilken oplevelsen i de højeste lysverdener i kulminerende alkærlighed, visdom og salighed vil være en total umulighed, bliver det evige ord om Guds skabelse: "Alt er såre godt", her til absolut virkelighed eller kendsgerning for den udviklede forsker.