Det dræbende princip fortsætter som livsfundament langt op i væsenets livsepoke efter at det er begyndt at fremtræde som menneske. Og her er dets dræbende natur absolut ikke taget af. I kraft af den modsatte pols udvikling af den menneskelige begavelse i intelligens og som følge af en endnu meget spæd eller helt manglende human følelse, blev dette begyndende menneskes drabsevne mangfoldiggjort. Det nåede frem til i kraft af dets begyndende menneskelige begavelse i løbet af sekunder med særlige våben at kunne udslette hele millionbyer med deres befolkninger og kulturgoder. Poludviklingen hævede således væsenet op fra dyrets tilstand. Det var nu begyndt at være et andet væsen. Det var ikke mere et dyr, men det var heller ikke endnu blevet til et virkeligt menneske i Guds billede efter hans lignelse. Det var i virkeligheden nu så langt borte fra denne guddommelige væsenstilstand, som det overhovedet kunne komme. Det var nu et væsen, der var så genialt begavet i mørkets favør, at det kunne udløse et kulminerende ragnarok, et dødsflammende helvede med lemlæstelse, pine og smerte, død og undergang for millioner og atter millioner af mennesker. Kan denne kulminerende mørkets væsenstilstand vise eller betegne noget som helst andet end netop det, Bibelen udtrykker ved begreberne "djævelen", "satan" eller "den onde"? – Vi har således her for os mørkets kulmination. Det er kulminationen af menneskelig begavelse uden kærlighed.