Da mennesket i den forannævnte primitive livsepoke endnu ikke har nogen særligt udviklet næstekærlighedsevne, og dets livsbetingelse derfor i samme grad er nødsaget til at være baseret på det før nævnte egenkærlighedsprincip: "Enhver er sig selv nærmest", kan dets livsepoke kun blive af en meget krigerisk natur. Når livsprincippet her er baseret på dette, at "enhver er sig selv nærmest", vil man ikke kunne opfatte det som moralsk at tage hensyn til andre væsener end sig selv. Hensynsløshed, ukærlighed og forfølgelse bliver her i overordentligt mange tilfælde en selvfølge, ligesom det er hos dyrene. Væsenerne befinder sig her i en tilsyneladende ukærlig verden, som de må kæmpe imod for at opretholde deres egen eksistens, deres parringstilstand og beskyttelsen af afkommet. Væsenerne lever således iblandt fjender og er selv fjendtlige over for andre væsener. Rovdyrene er skabte til at måtte leve af kød. Det er derfor en livsbetingelse for disse væsener at efterstræbe andre dyrs organismer for med disse at tilfredsstille deres sult. Disse dræbende dyr er derfor udstyret med fysiske organismer, der er genialt formet i deres dræbende naturs favør, nogle med megen overlegen kraft og styrke, vældige skarpe tænder og kløer, andre med indbyggede giftorganer ved hvilke de kan dræbe ved gift, rent bortset fra de mange andre metoder, der forekommer i favør af dyrets angrebs- og forsvarsevne.