Det enpolede manifestationsområde består, som vi har set, først og fremmest i udløsningen af parringssympatien og den heraf følgende parringstilstand hos dyrene og forelskelse og ægteskab hos de ufærdige mennesker. Dens højeste udløsning af behags- eller vellystfølelse finder sted i forelskelsens kulminationsakt eller det seksuelle samleje mellem et hankønsvæsen og et hunkønsvæsen. Denne kulminerende behags- eller vellystfornemmelse er, som tidligere påpeget, intet mindre end de to parters lynglimtsoplevelse af Guds ånd i form af den højeste ild. Men denne den guddommelige oplevelses sande identitet er parterne i virkeligheden lige så uvidende om som dyrene. Ikke desto mindre er Guds ånd i form af den højeste ild i parringsakten det allerhøjeste tiltrækkende objekt for dyrenes såvel som for de ufærdige menneskers længsel og livslyst. Denne længsel og livslyst er naturligvis ikke så meget til stede i væsenet, sålænge dets fysiske organisme hører den spæde barndom til og ikke er vokset til modenhed som redskab for parringsaktens normale udløsning. Det samme gælder naturligvis også, når organismen på grund af alderdom eller på anden måde er svækket så meget, at den heller ikke her kan være redskab for aktens totale udløsning. Parrings- eller forelskelsestilstandens tilfredsstillelse er således de enpolede væseners højeste virkelige livslys. Guds ånd i form af dette lys bærer hele dyrerigets og de ufærdige menneskers livsområde. Guds ånd i form af det religiøse lys i ceremonier, dåbshandlinger, altergang og prædikener er hos dyrene latent og ubevidst. Hos de ufærdige mennesker er det kun et begyndende lys set igennem tåge.