Det Evige Verdensbillede, bog 3
3. Trinene på trappefiguren til højre på symbolet symboliserer de almindelige menneskelige udviklingstrin. Når de er symboliseret her, er det for at vise, hvor ulogisk og tåbeligt det er at være intolerant. Den hvide trekant, vi ser på et af trappetrinene på symbolet, symboliserer et levende væsen. Strålen, der udgår fra dette levende væsen og over mod kegleformen, der symboliserer verdensaltet, symboliserer nævnte væsens sansning ud fra det pågældende trin. Væsenet kommer ved sin sansning på nævnte trin til at se verdensaltet i et i denne sansning fremtrædende særligt perspektiv. At det ufærdige eller primitive menneske opfatter dette perspektiv som den sande virkelighed er naturligvis givet. Det har derfor vanskeligt ved at forstå de over- og underliggende udviklingstrins menneskers opfattelse af verdensaltet, eftersom denne fremtræder i de af disse nævnte trin formede perspektiver. At disse perspektiver er nødsaget til at være forskellige, alt eftersom de ikke er set fra det samme synsfelt eller trin på udviklingsstigen, er selvfølgeligt. Dette skaber derfor stor misforståelse, uvilje, intolerance og strid mellem de ufærdige mennesker fra forskellige udviklingstrin. De tror hver især, at deres specielle opfattelse er den totalt urokkeligt, fuldkomne opfattelse af verdensaltet, og at de andre menneskers opfattelse er forkert. De forstår endnu ikke, at de befinder sig på forskellige udviklingstrin og derfor umuligt kan se verdensaltet i det samme perspektiv. Først når væsenet får kosmisk bevidsthed og er det færdige menneske i Guds billede, er det i stand til at se hele udviklingsstigen med dens mange trin og disses beboere, og at disse nødvendigvis må være forskellige i ånd og tænkemåde, alt eftersom deres sansekapacitet er forskellig på de udviklingstrin, de befinder sig på. Det ufærdige menneske må derfor lære at forstå, at dets næstes livsopfattelse eller syn på verdensaltet er nødsaget til at være formet og begrænset af den sansekapacitet, denne næste midlertidigt er i besiddelse af. Og denne er igen begrænset af, hvilket trin på udviklingsstigen væsenet befinder sig på.
Symbol af Martinus
Symbol nr. 31
Det levende væsens sanseevne og verdensaltet