Det Evige Verdensbillede, bog 3
2. Til venstre på symbolet ser vi en trappefigur. Den skal symbolisere den evige udviklingsstige. Hvert trappetrin er et tilværelsesplan, der består af levende væsener. Dette er markeret ved den hvide trekant, der forekommer ud for hvert tilværelsesplan og betyder jeget i det levende væsen. Farverne markerer, hvilket grundenergiplan hvert trin på udviklingsstigen tilhører. Fra det nederste røde trin på udviklingsstigen og op til det indigofarvede trin har vi et spiralkredsløb med dets seks riger eller tilværelsesplaner. Vi ser, at der ud fra hvert af disse trin eller tilværelsesplaner udgår nogle stråler. Disse stråler rammer figuren til højre, der symboliserer verdensaltet. Disse stråler repræsenterer væsenernes manifestations- og oplevelsesenergier. Med disse energier indvirker væsenet altså på verdensaltets energier, hvilket vil sige: på dets omgivelsers energiudfoldelse: menneskers, dyrs og planters væremåde eller livsudfoldelse. Den reaktion, der herved opstår, udgør de pågældende væseners livsoplevelse eller skæbne. Hvert trins væseners mentalitet befordres i særlig grad af den grundenergi, der er kulminerende i det pågældende tilværelsesplan eller rige. Livsforbindelsen mellem det levende væsens jeg og verdensaltet eller Guddommen betinges således af den grundenergi, der er den herskende i det tilværelsesplan, i hvilket væsenet midlertidigt befinder sig.
Symbol af Martinus
Symbol nr. 30
Den evige Guddom og væsenernes sansebegavelse