Som vi er blevet bekendt med, er alle levende væsener, kosmisk set, det samme væsen. Når de ikke desto mindre fremtræder for os som tusinder og atter tusinder af forskellige racer og arter, skyldes det kun den omstændighed at de almindeligvis dømmes efter deres fysiske organisme. Da denne organisme i realiteten eller kosmisk set absolut ikke er selve væsenet, men derimod kun udgør det redskab, ved hvilket det skaber og oplever livet, er det naturligvis forkert at bedømme væsenets virkelige eller absolutte identitet efter denne dets organisme, og især da denne er timelig og skal forgå. Derfor må det levende væsen bedømmes efter dets virkelige og evige identitet. Denne kosmiske bedømmelse er den absolut højeste og derfor den totalt retmæssige. Det er i denne bedømmelse, at det levende væsen udtrykkes ved begrebet "menneske". Bag udtrykket "menneske" forekommer der altså en absolut evig udødelig realitet. Og da hvert eneste eksisterende levende væsen i hele verdensaltet både i mikrokosmos og makrokosmos såvel som i mellemkosmos har denne analyse, bliver det således her til kendsgerning for den intuitive iagttager, at alle disse nævnte væsener i deres højeste og inderste kosmiske analyse hver især udgør den samme art væsen. De er alle "mennesker" i denne deres højeste, kosmiske analyse. Når vi i dagliglivet ikke udtrykker alle de levende væsener som "mennesker", skyldes det som før nævnt udelukkende dette, at de fremtræder i forskellige organismer og livsoplevelses- og manifestationsformer, der afviger fra den organisme-, livsoplevelses- og manifestationsform, vi almindeligvis udtrykker som menneske. Når vi f.eks. ikke udtrykker en hund, en kat, en hest, en elefant, en fisk eller et hvilket som helst andet dyr som menneske, skyldes det udelukkende den organismeform og de livs- og manifestationsformer, de pågældende evige væsener manifesterer sig igennem. Da organismerne, livs- og manifestationsformerne er skabte foreteelser og således kun er midlertidige forekomster ved de levende væsener, kan de umuligt være identiske med de levende væsener selv. De udgør kun noget, der er frembragt af de levende væsener. Men bag dette frembragte noget eksisterer det virkelige og evige væsen som et jeg med en lige så evig overbevidsthed. Det er dette jeg og dets overbevidsthed, der tilsammen udgør det virkelige evigt levende væsen bag den forgængelige fysiske organisme. Det er dette levende væsen, der skaber organismen, oplever og manifesterer sig igennem denne og atter kan adskille sig fra den, når den bliver gammel og opslidt eller på anden måde bliver læderet eller defekt og dermed ubrugelig for væsenet. Det er denne jegets adskillelse eller frigørelse fra sit fysiske legeme, vi kalder "døden". Og som vi allerede er blevet bekendt med, kan væsenet igennem særlige betingelser atter danne en ny fysisk organisme og atter opleve livet på det fysiske plan. Det er denne proces vi kalder "fødsel". Begge disse to processer fødsel og død udgør tilsammen grundlaget for den såkaldte "reinkarnation" eller "genfødelse".
      Dette levende, evige væsen bag organismerne, der oplever og manifesterer livet i kraft af sin organisme, er i sig selv navnløst, eftersom det i sig selv er hævet over al manifestation, idet det er selve manifestationens ophav. Det kan kun udtrykkes som "noget, der er". Kun det, det frembringer og skaber kan gives navn. Det primære i dets skabelse er dets organisme. Og i virkeligheden er det efter dennes struktur, det får navn. Den fornemste og totalt fuldkomneste af alle de levende væseners organismer er menneskeorganismen. Det er efter denne, at de levende væsener får navn af "menneske", alt eftersom de når så langt frem i udviklingen, at den modsatte pol begynder at gøre sig gældende, og dermed i tilsvarende grad begynder at ændre dyrementaliteten og dyreorganismen henholdsvis til menneskementalitet og menneskeorganisme. Menneskementaliteten kendetegner sig ved den med polforvandlingen tiltagende intelligens, viden, begavelse og skabeevne. Menneskeorganismen kendetegner sig ved dyreorganismens udvikling hen imod den oprejste gang, den efterhånden forfinede muskulatur og de forfinede ansigtstræk, tilsynekomsten af begyndende feminine anstrøg i mands-organismen og maskuline anstrøg i kvinde-organismen. Og således udvikler menneskementaliteten og menneskeorganismen sig ud af forudgående primitive stadier. Og det er under disse primitive stadier, at de evige virkelige væsener bag organismerne bliver udtrykt som dyr, planter og mineralske livsformer og ikke som menneske.