Det Evige Verdensbillede, bog 3
Jordens kosmiske stråleglans
Symbol nr. 27
1.  Jordklodens forvandling
Som vi allerede i tidligere analyser er blevet kendt med, er jordkloden så langt fremme i sin udvikling, at den som individ eller levende væsen betragtet, befinder sig i den store fødsel. Dens nuværende udviklingsstadium er afslutningen på dens fremtræden som ufærdig menneskeklode. Dens ydre astronomiske forhold er ikke mere af nogen som helst katastrofal natur. Der er ikke udsigt til, at den på nogen måde skal kollidere med nogen anden klode eller på anden måde blive påført mørk karma fra verdensrummet. Den går således fremad mod lysere astronomiske forhold, rent bortset fra den resterende mørke karma, jordmenneskeheden endnu har tilbage at gennemgå, inden den bliver fuldkommen. Jordkloden vil efterhånden fremover blive mere levende og behagelig for menneskeheden. Alle de lavere dyrearter, særlig rovdyr og andre kødædende dyr er i færd med at uddø på den. Det samme er tilfældet med slanger og de andre giftige og for en højere menneskelig tilværelse skadelige levende væsener. Her ind under hører også de giftige og sygdomsbefordrende insektarter. Alle junglekrat og urskove vil forsvinde for menneskets fremtrængen til fordel for en højere menneskelig tilværelse. Alle jordens i dag laveste eller mest primitive mennesker: pygmæer, buskmænd o.l. er i færd med at udvikle sig frem til civilisation og kultur. Og de vil derved efterhånden komme på højde med det fuldkomne menneskerige og til sin tid blive borger i dette sammen med alle de andre nulevende ufærdige mennesker på jorden. De meget ufærdige mennesker vil, som vi allerede indgående har forklaret, igennem den af deres ufærdige natur affødte mørke skæbne, ligesom den øvrige del af menneskeheden blive forvandlet fra det dyriske til det menneskelige i væremåden. Og det er dette, den ufærdige jordmenneskeheds forvandlingsområde, vi har symboliseret på nærværende symbol.
Symbol af Martinus
Symbol nr. 27
Jordklodens kosmiske stråleglans
Forrige