Det Evige Verdensbillede, bog 2
Det kommende fuldkomne menneskerige
Symbol nr. 26
1.  Hvad der har bragt menneskeheden frem til det begyndende næstekærlighedsstadium
Vi er nu kommet så langt frem i vor analyse af menneskehedens udvikling, at vi kan gå over til at forklare det guddommelige slutfacit, som er Guds mål med menneskehedens fysiske tilværelse. Menneskene har i et ocean af tid, årtusind efter årtusind, sukket og stønnet over det lidelsens mørke, som de med deres meget primitive og selviske eller mere eller mindre dyriske væremåde har affødt for dem selv. Vi ved, at de befinder sig på en meget lang udviklingsstige lige fra abemennesket og frem til nutidens højt materielt udviklede kulturmenneske, rent bortset fra den udvikling, de har haft forud igennem passagen af mineral-, plante- og dyreriget. For at kunne opleve den totalt fuldkomne oplevelse af livet kræves det, at man kan opfylde de love, på hvilke den totalt fuldkomne livsoplevelse er baseret. Vi ved nu, hvorfor mørket eller lidelserne eksisterer, og at de kun er virkninger af fejlagtig omgang med det liv, vi er omgivet af; det være sig både naturen, dyrene og menneskene. Og at det er oplevelsen af et ocean af lidelser i hele denne lange udviklingsepokes mange fysiske jordliv, der har bevirket den viden, den begavelse, den væremåde, den næstekærlighed, menneskene kan præstere i dag.
Symbol af Martinus
Symbol 26
Det kommende fuldkomne menneskerige