Det er ikke vanskeligt at se, at et væsen med en så levende kosmisk dagsbevidsthed som den, Kristus åbenbarede igennem sin viden og væremåde, er et færdigt menneske i Guds billede efter hans lignelse. Han var ét med Gud, ét med vejen, sandheden og livet. Og på korset, midt i sin lidelseskulmination viste han, at han kunne elske sine fjender. Han bad til Gud om syndsforladelse for de mennesker, der korsfæstede ham. Han nænnede ikke, at de skulle straffes. Han så, at de i absolut forstand ikke vidste, hvad de gjorde. Men hvordan kan et væsen være så langt forud for jordmennesket i udvikling? – Det kan det i kraft af, at jordkloden ikke er den eneste klode i verdensaltet, hvor Gud skaber mennesker i sit billede efter sin lignelse. På nogle af disse andre kloder i verdensrummet er menneskene ikke så langt fremme i udvikling som jordens mennesker, medens der er andre kloder, hvor menneskene er på samme trin, og andre kloder, hvor menneskene er langt længere fremme i udvikling end de jordiske mennesker, ligesom der naturligvis er kloder, hvis mennesker forlængst er blevet totalt fuldkomne, er blevet til mennesker i Guds billede efter hans lignelse. Er det ikke netop et rige bestående af sådanne færdige eller totalt fuldkomne mennesker i Guds billede, der udgør himmeriges rige? – Og er det ikke netop et sådant rige, Kristus hentyder til, der hvor han siger: "Mit rige er ikke af denne verden"? – Hvis ikke det netop var et rige med denne høje kosmiske bevidsthedssfære, som Kristus var begavet med, hvad skulle det da være for et rige, som han kunne udtrykke som sit rige?