Inde i det levende væsens psyke er der indbygget en organisk foreteelse, der bringer det til at råbe efter lys, når mørket kulminerer i dets skæbne. Dette "råb" begynder i de højere udviklede dyrs angstskrig, når de er i overhængende livsfare. Dette skrig er i princip en alarmering om denne fare, et skrig om hjælp. Men hvem gælder dette skrig? – Rovdyret, der overfalder et dyr, er totalt immun overfor dets offers angstskrig, ja, selv mennesket: lystjægeren, lystfiskeren og slagteren er jo lige så immune overfor deres ofres skrig eller overfor en hvilken som helst anden måde, disse dyrs dødsrædsel måtte give sig udslag på. De dødsdømte dyrs egne racefæller kan som regel ikke hjælpe deres nødstedte medvæsener. De flygter gerne for ikke selv at komme i fare. Ikke desto mindre udløser de dyr, der har evne til at skrige, dette dødsskrig i overhængende livsfare.