Under symbol nr. 19 har vi forklaret, hvorledes det levende væsens handlemåde bliver årsag til væsenets skæbne, og at denne skæbne bliver lys eller mørk, lykkelig eller ulykkelig, alt eftersom man med sin væremåde skaber lys eller mørke, lykke eller ulykke for andre levende væsener. Dette princip betinger udviklingen af en evne, der mere og mere bevirker, at man ikke kan nænne at gøre andre levende væsener fortræd eller påføre dem lidelser af nogen som helst art. Denne evne kender vi som den humane evne, der igen er det samme som den begyndende næstekærlighed. Denne evnes udvikling betyder altså væsenets befrielse fra alt det såkaldte "onde", befrielse fra alle lidelser eller ulykkelige skæbner. Uden denne evnes udvikling ville intet som helst menneske nogen sinde blive humant eller kærligt. Det er denne evne, der danner fundamentet for verdensaltets grundtone: kærligheden.