Vi er nu kommet så langt frem i verdensaltets kosmiske analyse, at vi har begyndt at kunne skimte noget af løsningen på det såkaldte "onde" eller mørkets mysterium. I årtusinder har menneskeheden levet på den overtro, at alt det ubehagelige, alle lidelser, krig, mord, drab, forfølgelser, sygdomme, nød og elendighed, altså alt det førnævnte såkaldte "onde", i virkeligheden var noget, Gud ikke var ophav til. Der måtte være et andet ophav til alt det onde, for Gud var jo kærlighed. Han kunne derfor ikke være ond. Det onde måtte have et ophav, der var ond på samme måde, som Gud var kærlighed. Og man gav dette ophav navnet "djævelen", "slangen" eller "den onde". I troen på disse to mægtige væsener: Guddommen og djævelen levede menneskene. Medens Gud ville frelse alle mennesker fra det onde og give dem et liv i lys og salighed, søgte djævelen at bringe menneskene til at gøre det onde, så de derved kunne blive fortabt, komme i en evig pinsel, blive brændt i helvede. Og hedder det ikke netop, at en meget stor del af menneskene kommer i djævelens vold, bliver fortabt, kommer til at brænde i en evig ild? – Hedder det ikke på samme måde, at kun en meget lille del bliver frelst og kommer til Gud og oplever lys og salighed? – Dette er i en væsentlig grad den kristne, religiøse livsopfattelse eller verdensbillede, således som vi har fået det fortalt i skoleundervisningen.