At forannævnte frigørelsesprincip er logisk og til velsignelse ligesom alle andre af naturens principper, bliver her let at se. Virkningerne af den nævnte morders handling, som uundgåeligt ville være kommet til udløsning som et mord på sit ophav, hvis ikke dette var blevet forandret i mellemtiden, er beregnet på at lade morderen komme til erkendelse af, at man ikke skal myrde eller dræbe, og at man således kommer til at høste det, man sår. Men da morderen allerede inden skæbnebuen kom tilbage var blevet forandret, så han absolut ikke mere kunne myrde eller dræbe, var der således absolut ingen som helst grund til, at han skulle opleve virkningerne af denne sin mørke handling. Lidelserne eller de ulykkelige skæbner er ikke til for deres egen skyld. De er kun til for at udvikle væsenerne bort fra onde manifestationsformer. Men i en situation, hvor væsenet ikke mere kan gøre fejl eller gøre ondt, er det altså beskyttet imod virkningerne af den mørke handlemåde, det har begået, og som uundgåeligt ellers ville være blevet dets skæbne, hvis det ikke forinden disse virkningers tilbagekomst var blevet forandret. Det er således denne skæbnelovens gengældelse af væsenets væremåde overfor næsten, der er fundamentet for væsenets forvandling fra "dyr" til "menneske".