Det Evige Verdensbillede, bog 2
8. Medens vi på symbol nr. 21 ser det levende væsens jeg: den runde, hvide figur i midten – og Guddommens jeg: den yderste hvide ringformede felt – og ligeledes på symbol nr. 22 ser det levende væsens jeg symboliseret ved den hvide trekant i midten og Guddommens jeg som den store trekant foroven, ser vi, at de to jeger på symbol nr. 22A kun er mystik, hvilket spørgsmålstegnet skal symbolisere. Ligeledes forekommer de åndelige verdener, som er vist på symbolerne 21 og 22 i form af de farvede strålefigurer ovenfor de to tværstriber, heller ikke på symbol 22A. – Og her mangler også de symbolske udtryk for det levende væsens evige overbevidsthed og dets forbindelse med Guddommen igennem bønnens indbyggede struktur, som er symboliseret på symbol nr. 22. – Der mangler således på symbol nr. 22A alle de realiteter, der bevirker det levende væsens evige eksistens, og at det i det hele taget netop kan fremtræde som et "levende væsen". – Symbol nr. 22A udtrykker således et ufærdigt verdensbillede. Det viser kun skabelse og skabte ting, men ingen skaber. Det viser de levende væseners fysiske organismer, men ikke det virkelige ophav til disse organismer. Det viser logisk skabelse, hvilket er det samme som udtryk for intelligens, men ikke noget ophav til denne intelligens, skønt denne kun kan eksistere som en egenskab ved et levende væsen på samme måde, som alle de andre åndsevner heller ikke kan eksistere uden at være evner og anlæg for noget levende, der ved disse kan opleve og skabe og dermed tilkendegive sin eksistens, vilje, ønske og begær overfor andre levende væsener. Da det materialistiske verdensbillede ikke på nogen måde giver udtryk for dette levende, kan det i sig selv kun være udtryk for en ufærdig verdensopfattelse eller et ufærdigt verdensbillede. Da den materialistiske videnskabs ophav er ufærdige mennesker ligesom de andre mennesker på jorden, er det således selvfølgeligt, at ingen kan laste dem, at de ikke kan give menneskene det kosmiske verdensbillede. Det materialistiske verdensbillede er højdepunktet af, hvad der kan sanses og forskes ved hjælp af fysiske sanser, og kan kun udtrykke netop denne side ved det evige verdensalt. Det udgør et overblik over alt, hvad der er et resultat af det åndelige eller kosmiske verdensalt. Uden dette kosmiske eller åndelige område af verdensaltet ville det fysiske verdensalt være en umulighed. At tro på, at det kosmiske verdensalt ikke eksisterer, er det samme som at tro på, at hele verdensaltet er en ophobning af blinde og døde kræfters og materiers tilfældige spil, og at alt, hvad der eksisterer i form af levende væseners organismer og øvrige logiske skabte ting, er blevet til udelukkende ved tilfældighed. Denne tro kan kun afføde en dødskultur i stedet for en livskultur. Og det er dette materialistiske verdensbilledes dødskultur, jordens mennesker for tiden befinder sig i. Denne dødskulturs livsfundament er det dræbende princip, hvilket igen vil sige: krig, krigsvåben, mordmaskiner, atombomber og andre lemlæstende og dødbringende rædselsforeteelser.
Symbol af Martinus
Symbol 22
Den evige kosmiske, organiske forbindelse mellem Gud og gudesøn 2
Symbol af Martinus
Symbol 22A
Det materialistiske eller ufærdige verdensbillede