Det er rigtigt, at med de fysiske sanser kan det ufærdige menneske ikke sanse ud over dets eget jordlivs kredsløb. Det er derfor offer for den tusindårige overtro, at dets nuværende jordliv eller jordlivskredsløb er det eneste jordliv, det oplever. Det har ingen viden om sit fortidige, fysiske jordliv. Det kan derfor ikke forstå, at det atter i fremtiden skal fødes og leve i en ny fysisk organisme. Og det er denne førnævnte overtro, uvidenhed og manglende evne til at forstå de kosmiske eller evige fakta, der bevirker, at det heller ikke har nogen forklaring på mørket eller "det onde" og derfor er afskåret fra at se, at verdensaltets grundtone er kærlighed, og at lidelserne eller de ulykkelige skæbner hverken er "vrede" eller "straf" fra Gud, men derimod er en absolut livsbetingende nødvendighed, for at de levende væsener kan blive til "mennesker i Guds billede efter hans lignelse" i deres slutfacit. Det er rigtigt, at dette mentale mørke eller lidelserne er ubehageligt og smertefuldt, men da det tjener et absolut uundværligt nyttigt formål, uden hvilket mennesket umuligt kan komme til at blive i "Guds billede efter hans lignelse", må man nødvendigvis udtrykke mørket eller lidelserne som "det ubehagelige gode" og det gode eller lyset som "det behagelige gode".