7. Foroven på symbolet ser vi et system af violette halvcirkler eller buer. Det er de samme buer eller kredsløb, vi kender fra det levende væsens evighedslegeme (symbol nr. 16). De dannes af væsenets daglige handlinger eller væremåde. De udgør de af væsenets væremåde udsendte og tilbagevendende skæbnebuer. De indeholder virkningerne af væsenets handlemåde overfor sig selv, sine omgivelser, sine medvæsener. De udgør virkningerne af deres normale eller unormale levevis, deres kærlighed eller ukærlighed, deres tilgivelse eller ikke tilgivelse af uret overfor deres næste.
      Disse tilbagevendende skæbnebuer eller skæbnekredsløb er ikke lige store eller lige virkningsfulde. Små ubetydelige handlinger i væremåden giver kun tilsvarende små og ubetydelige virkninger, ligesom store og dybtgående indgreb i andre væseners livsoplevelse eller væremåde giver tilsvarende store og dybtgående indgreb eller virkninger i væsenets egen væremåde eller skæbne. Væsenets daglige handlinger eller væremåde bliver således et væld af store og små skæbnebuer eller skæbnekredsløb, store og små ubehagsoplevelser, store og små lykkelige tildragelser, alt eftersom væsenet i nævnte daglige væremåde har manifesteret handlinger med ulykkebringende skæbnevirkninger og handlinger med lykkebringende skæbnevirkninger overfor sin næste, hvilket vil sige overfor alle levende væsener, det har været i berøring med.
      Men disse skæbnebuer er ikke blot af forskelligt mere eller mindre dybtgående virkning i væsenets skæbnedannelse, de repræsenterer også højst forskellig levetid. På symbolet bliver vi vidne til, at nogle skæbnebuer eller skæbnekredsløb bliver tilbagelagt i det samme jordliv. Andre skæbnekredsløb bliver derimod først tilbagelagt i det næste. Atter andre i det næste igen, og nogle har endnu længere levetid og slutter først i det fjerde liv efter det liv, i hvilket de igennem væsenets væremåde blev udløst. Væsenet er således i sit nuværende fysiske jordliv i færd med, med sin væremåde, sine handlinger, sit forhold til andre levende væsener, at bygge sin skæbne op for de førstkommende, fremtidige jordliv. Ligeledes er væsenets nuværende jordliv til en vis grad udformet og præget af dets umiddelbart forudgående fysiske jordliv.
      Ethvert væsens jordliv er således baseret på dets skæbnebuer fra tidligere liv, og på skæbnebuer det udløser i dets nuværende liv, hvoraf nogle fuldender deres kredsløb i samme liv, medens andre skæbnebuer først bliver fuldendt i kommende liv. Det er dette, vi har symboliseret foroven på symbolet. Vi ser her, hvorledes væsenets nuværende liv (markeret foroven i feltet med jeget og stjernen) er forbundet med skæbnebuer, der går ind i væsenets fremtidige liv. Det levende væsens skæbne i dets nuværende liv er således en langt dybere foreteelse, end menneskene i almindelighed opfatter den. Væsenet lever således endnu i dag mere eller mindre i sine fortidige og fremtidige liv foruden sit nuværende liv. Væsenets skæbnedannelse er således af et omfang, der umuligt kan tilendebringes i et jordliv, men udelukkende kun igennem flere liv. Der findes således ikke nogen absolut død imellem de fysiske jordliv. Den såkaldte "død", der afslutter hvert fysisk jordliv, er således kun en illusion. Hvis den virkeligt eksisterede som en absolut død, ville alt liv være en umulighed, da alle livsbetingende kredsløb dermed efterhånden ville blive totalt tilintetgjort, rent bortset fra, at der overhovedet aldrig nogen sinde ville kunne opstå nogen som helst bevægelse og dermed heller intet som helst kredsløb. Og uden kredsløb absolut ingen som helst form for liv. Et absolut "intet" måtte eksistere der, hvor verdensaltets evige livsflod i dag åbenbarer Guds strålevæld.