Det Evige Verdensbillede, bog 2
6.  Karmagengældelsen på grund af menneskenes dræbende forhold til dyrene
Denne menneskenes endnu døde eller sovende kosmiske bevidsthedsside skal vækkes til live. Og dette kan ikke ske ved blot at prædike vegetarisk kosternæring for de mennesker, der i højeste grad nænner at dræbe dyrene. Det sker derimod automatisk igennem karmalovens skæbnebuer, der lader væsenerne komme til at opleve virkningerne af de drab og lidelser, de har påført dyrene. Karmalovens skæbnebuer gælder ligeså godt for menneskenes væremåde overfor dyrene, som den gælder for menneskenes væremåde overfor menneskene. Her er ingen forskel. Det femte bud eller den kosmiske lov siger: "Du skal ikke ihjelslå" (2 Mos. 20,13.). Da karmaloven bevirker, at virkningerne af det onde eller gode, man gør imod sin næste, kommer tilbage og danner tilsvarende karma for en selv, vil det således i virkeligheden sige, at det, man gør imod sin næste, gør man imod sig selv. Hvis det ikke var således, ville intet som helst væsen nogen sinde kunne blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Det ses derfor tydeligt her, at den kødædende menneskehed alene på grund af dette dens dræbende forhold til dyrene uundgåeligt vil møde en dommedag eller et ragnarok, hvor virkningerne af nævnte forhold til dyrene vil komme til udløsning og gengældelse overfor samme menneskehed.
Symbol af Martinus
Symbol 25
Menneskehedens karma