At det levende væsen ikke er bevidst i sin forannævnte urokkelige forbindelse med Guddommen under sine spiralmæssige og reinkarnationsmæssige fostertilstande og øvrige ufærdige psykiske tilstande er selvfølgeligt. Dog er den stærke, faste, religiøse tro på Guddommen, et væsen kan have, en i kraft af dets religiøse instinkt båret anelse om denne Guddoms eksistens. Men denne anelse kan ikke blive til absolut viden i kraft af det religiøse instinkt, ligesom den absolut heller ikke kan blive til den samme absolutte viden i kraft af intelligens og heller ikke ved følelse alene. Det er derfor, at menneskene i fremragende grad bliver materialister, bliver gudløse under det religiøse instinkts degeneration og under intelligensudviklingens begyndende epoke. Men med den derefter af lidelserne affødte begyndende udvikling af human følelse eller næstekærlighed og den heraf efterfølgende begyndende udvikling af intuitionsevnen forsvinder materialismen og gudløsheden, grundet på en i kraft af nævnte intuitionsevne begyndende oplevelse af virkelig og absolut dagsbevidst viden om Guddommens eksistens og væsenets egen urokkelige kosmiske eller evige forbindelse med dette højeste væsen.