Vi må her erindre, at alle energi- eller bevægelsesarter går i kredsløb. Vi ser, at vort fysiske liv former sig som døgnkredsløb, hvilket vil sige: oplevelsen af dag og nat. Ligeledes former det sig som årskredsløb, der er det samme som oplevelsen af vinter og sommer. Men selve det levende væsens fysiske jordliv fra fødsel til død er også et kredsløb, og vi har udtrykt dette som "jordlivskredsløbet". Ser vi nu på et sådant kredsløb, bliver vi vidne til, at det udgør et enkelt led i en kæde af lignende kredsløb. Vi ser således, at døgn efter døgn passerer. Vi ser, at år efter år passerer, ligesom vi allerede er kendt med, at de levende væseners liv former sig som kosmiske spiralkredsløb. Når alle kredsløb således hver især uden undtagelse udgør et enkelt led i en kæde af kredsløb, hvad berettiger så til at antage, at vort jordliv ikke på samme måde udgør et enkelt led i en kæde af lignende kredsløb? – Alt gør det til kendsgerning for den udviklede forsker, at det jordiske væsens jordliv er et enkelt led i en kæde af jordliv, som det pågældende væsen er i færd med at opleve. Og hvis man ikke vil acceptere denne analyse, vil hele livet være kaos og tilfældighed. Det bliver ganske uden mening og derfor totalt uden retfærdighed, hvilket er det modsatte af de gældende kendsgerninger, der viser, at alle livets færdige skabelsesprocesser i deres slutfacitter er til glæde og velsignelse for levende væsener. At de ufærdige skabelser ikke kan opfylde dette formål, før de er færdige, er selvfølgeligt.