At jordens mennesker befinder sig i denne overlegne dyriske manifestationstilstand eller væremåde kan absolut ikke bebrejdes dem. Deres væremåde er udtryk for en bestemt ufærdig tringruppe på udviklingsstigen. De udviklingstrin, der ligger over nævnte tringruppe, kan væsenerne naturligvis ikke handle efter. De kan kun ved udvikling efterhånden nå til de fuldkomnere stadier. Grundet på denne overlegne dyriske natur i de menneskegrupper, staterne består af, er krigen eller ragnarok en permanent manifestationstilstand, der af og til bryder ud i vældige dommedags- eller ragnarokstilstande med lemlæstelse, død og undergang for millioner af mennesker. Disse dommedags- eller ragnarokstilstande befordres altså af landenes eller staternes skæbnebuer, der kommer tilbage og udløser i koncentreret form virkningerne af det større eller mindre ragnarok eller mørke, de pågældende mennesker og stater har udløst imod andre mennesker og stater. Men det er ikke blot karma for myrderi og lemlæstelse af mennesker, der gør sig gældende. En overordentlig stor del af karmaen skyldes menneskenes forfærdelige slagteri og blodbade på millioner af dyr, hvis organismer de således dræber og spiser.