Det færdige menneske i Guds billede er altså et væsen, der har passeret hele spiralkredsløbets mørkezone, totalt har overvundet den og nu er et totalt lysets væsen. Dets største udstråling er ren næstekærlighed, ganske uanset om denne næste er plante, dyr eller menneske, ganske uafhængigt om det er ven eller fjende. Det er således i kontakt med verdensaltets grundtone, der, som vi forlængst har set, er kærlighed. Det er også denne varmende og lysende egenskab, der gør mennesket til ét med Gud. Det er nu et totalt fuldkomment organ eller redskab i Guds primære bevidsthed. Et sådant væsen er nu i allerhøjeste grad særligt kvalificeret til at være en hel klodes eller verdens moral- og kulturskaber i sådanne tilfælde, hvor denne klodes menneskehed er nået frem til det stadium i dens udvikling i spiralkredsløbet, hvor den er moden for den totalt afklarede evige sandhed eller livsmysteriets løsning i form af kosmiske analyser, der kan opfattes af intelligensen og derved opleves som kosmisk videnskab. Det var en sådan kosmisk åbenbaring, der udgik fra Kristus til menneskeheden og dermed gjorde ham til verdensgenløser. Han var som før nævnt et færdigt menneske i Guds billede. Han havde forlængst overstået den store fødsel og var således ikke noget virkeligt jordmenneske af ånd. Han tilhørte et rige, der ikke var af denne verden. Men ikke desto mindre lod han sig på Guds bud inkarnere her på jorden. Her måtte han forlade sit ophøjede rige og gennem den for ham primitive jordmenneskelige fødsel og jordmenneskelige kropslige- eller organismetilstand fremtræde som et tilsyneladende almindeligt jordmenneske, gennemleve dets barndom og ungdom og øvrige almindelige tilstand, ja, var ligefrem tømrersvend. Hans fødsel som et fattigt barn i en stald var heller ikke flatterende. Herligheden var skjult for almenheden. Der kræves altså en vis fremragende udvikling for at kunne opleve og se den totalt fuldkomne verdensgenløser eller kristusvæsenet bag den almindelige jordmenneskelige organisme. Igennem denne ufærdige organisme kan det færdige menneske naturligvis ikke åbenbare hele sin kosmiske herlighed, viden og kunnen. Det kan jo ikke her på jorden få den organisme, der passer for det færdige menneske. Den kan det kun inkarnere i, når det skal leve i sit eget rige, altså det rige, der ikke er af denne verden. Når dette færdige menneske i Guds billede i kraft af sin mission som verdensgenløser skal inkarnere i en lavere verdens fysiske plan, kan det kun ske ved, at det må inkarnere i en af denne lavere verdens fysiske organismer. Det har jo absolut ingen mulighed for i denne lavere verden at kunne inkarnere i en færdig kristusorganisme, da en sådan endnu ikke eksisterer i nævnte verden. Derfor er den fuldkomne Kristus som verdensgenløser nødsaget til kun at kunne fremtræde i en sådan for hans bevidsthed meget mangelfuld fysisk organisme. Han vil derfor altid være camoufleret som et af denne lavere verdens egne væsener. Vi ser jo netop Kristus rent fysisk fremtrædende som et almindeligt jordmenneske. Kun meget få af hans samtidige kunne se Kristus bag jordmenneskeorganismen. Disse få mennesker var hans disciple og andre nærmeste tilhængere. Og disse menneskers syn af Kristus var dog ikke helt stabilt og permanent. Det blafrede meget. Til tider så de tydeligt Kristus bag jordmenneskeorganismen og elskede og tilbad ham. Til andre tider tilslørede deres egne selviske eller ufærdige tankestrukturer Verdensgenløseren. Og de så da kun camouflagen, hans almindelige jordmenneskelige fremtræden, og glemte i sådanne øjeblikke helt, hvem han var. Verdensgenløseren af kristushøjde i spiralkredsløbet er absolut geni i moral, men det betyder ikke, at han også er geni i almindelige menneskers jordiske professioner eller fagmæssige erhverv, selv om han naturligvis ville kunne lære disse. Men verdensgenløseren er selvfølgelig ikke kommet for at skulle være specialist i materielle fag, ja, ikke engang for at være specialist i materialistisk videnskab, selv om han naturligvis anerkender den som en reel oplysning om en vis del af livets evige sandhed og dermed en vis del af Guds hellige ånd. Men denne videnskab kan jordmenneskene selv klare. Her har de tusinder af specialister eller sandhedsforkyndere til deres rådighed. Det er en videnskab om skabelse og det skabte, men det er ikke en videnskab om selve skaberen, hvilket vil sige: selve det evige urørlige noget, der udgør det levende i de levende væsener og Guddommen. Denne viden eller videnskab om dette højeste noget kan kun tilegnes igennem en oplevelsesevne, der tilhører et udviklingstrin, som jordmenneskeheden endnu ikke har nået eller i al fald kun lige er på grænsen til at skulle begynde at passere. Det er derfor, at denne højeste videnskab om det evigt levende i væsenerne og Guddommen kun kan åbenbares igennem verdensgenløsningens forkyndelser igennem verdensgenløseren. Man skal derfor ikke vente verdensgenløseren som et geni i rent materialistiske skabelsesprocesser. Her kan han selvfølgelig både være uvidende og naiv, men dog ikke af manglende begavelse, men udelukkende fordi nævnte materialistiske anliggender ligger ganske udenfor hans missions forpligtelser og ansvar. Man forstår således her, at hans på det materialistiske område meget begavede tilhængere i svage, selviske og irriterede øjeblikke ikke kan se verdensgenløseren. De stirrer sig blinde på hans camouflage og ser ham i værste tilfælde kun som et naivt eller primitivt menneske med store moralske fejl. Er hele Jesu lidelseshistorie ikke netop en bekræftelse herpå? Havde hans fjender og mordere kunnet se, at det var verdensgenløseren, Guds udsending til menneskeheden, de torterede og korsfæstede, havde de selvfølgelig ikke gjort det. Han bekræftede jo også selv i sin bøn: Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre, denne deres uvidenhed. Men verdensgenløseren Kristus kom til at vise menneskeheden, at det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse absolut ikke viger tilbage fra at påtage sig de forfærdeligste lidelser eller en korsfæstelse, når det dermed kan fremskynde og gavne menneskehedens befrielse eller frelse ud af mørkets og lidelsernes vold. Hvem har en større kærlighed end det menneske, der påtager sig lidelser og sætter sit liv til for at redde andre mennesker fra ulykke og lidelser? – Så meget er der altså igennem Kristus vist menneskene af det fuldkomne eller færdige menneskes kærlighed og væremåde. Og en sådan kærlighed skal menneskene udvikle sig til at have for at være det færdigtskabte menneske i Guds billede efter hans lignelse.