4. For det ufærdige fysiske menneske er den fysiske verden den primære verden, da det hovedsageligt kun kan sanse med de fysiske sanser. Med disse sanser kan det kun sanse materielle ting. Materielle ting er igen i sin dybeste analyse bevægelse. Denne fremtræder igen i form af en mangfoldighed af højst forskellige arter. Disse arter fremtræder igen i form af materier, stoffer, skabte ting. Da de udgør skabte ting, er de begyndelse og afslutning underkastet. De er derfor timelige. Da det ufærdige menneske kun kan sanse med fysiske sanser, kan kun disse timelige ting blive til oplevet kendsgerning for samme væsen. Det kan derfor i dets primitive stadier meget vanskeligt eller slet ikke forstå, at noget kan være uden begyndelse og afslutning. Det kan jo ikke med de fysiske sanser se noget, der er evigt. Men takket være den førnævnte kosmisk organiske struktur, der forbinder det levende væsen med Guddommen og danner fundamentet for væsenets første spæde åndelige evne, instinktevnen, kan det ane. Med denne evne, der er væsenets første spæde åndelige evne i spiralkredsløbet, kan det ane ting, som det ikke ligefrem med de fysiske sanser kan se eksisterer. Men anelse er ikke det samme som vished, men den kan afføde en så stærk tro på det anede objekt, at den bliver identisk med en selvsuggestion. Væsenets tro på det anede objekt bliver igennem denne selvsuggestion så stærk, at det ligefrem fornemmer objektets eksistens som kendsgerning. Ved hjælp af denne anelsesevne og den heraf affødte tro blev menneskene ledet igennem deres første primitive religiøse stadier. Igennem verdensgenløsningens princip blev menneskenes anelses- og trostilstand udformet, ledet og styret mod stedse højere og fuldkomnere former for religiøse objekter for til sidst at nå frem til det sidste store trosobjekt: den absolut eneste ene sande almægtige, alvise og alkærlige Gud.
      Ved siden af menneskets realistiske fysiske sansning af de timelige objekter eller de materielle foreteelser kom der således en fremragende anelse, en slags vished om en guddoms eksistens og forestillinger om en åndelig verden hinsides den fysiske ind i deres liv. Den religiøse side ved menneskene er således kommet ind i deres liv – ikke ved intellektuel, digterisk kunnen eller ved menneskelige spekulationer, men udelukkende ved en åndelig sans, båret af den automatiske, kosmisk-organiske forbindelse, der er mellem Guddommen og det levende væsen. At denne evige organiske forbindelse mellem Gud og gudesøn ikke skulle blive ved med kun at kunne opleves som anelse, der måtte afstives med en tro, der i sig selv kun var en selvsuggestion, er ganske naturligt. Hvordan skulle væsenet ellers blive til mennesket i Guds billede? – Men for at få menneskene videre frem i deres omskabelse fra dyr til menneske måtte denne anelsesevne og den heraf følgende tro eller selvsuggestion svækkes eller helt ophøre. Dette skete så ifølge det kosmiske kredsløb og den her herskende lov for grundenergiernes udfoldelsesepoker. Rent bortset fra instinkt- eller anelsesevnen var det primitive menneskes religiøsitet naturligvis også båret af en primitiv følelse, hvilket vil sige en følelse, der i en overvejende grad endnu gav sig udslag i antipati eller ligefrem ukærlighed, had og forfølgelse, egoisme eller selviskhed, en følelse, der slet og ret kan udtrykkes under begrebet enhver er sig selv nærmest. Men denne primitive følelse, der endnu næsten slet ikke kan give sig udslag i næstekærlighed eller medlidenhed overfor andre væsener, er jo i tilsvarende grad dyrisk og udgør den diametrale modsætning til den følelse, der er blevet menneskelig, og som kan udtrykkes under begrebet enhver er sin næste nærmest. Mennesker på dette trin er naturligvis ikke i stand til at opfylde livslovens højeste og evige bud, der udtrykker, at man skal elske sin næste som sig selv og Gud over alle ting. At bringe det ufærdige menneske frem til denne totalt fuldkomne tilstand kan ene og alene ske ved udvikling og ikke hverken ved tro eller ved suggestion. Det totalt fuldkomne menneskes væremåde er udelukkende baseret på dets egen hundrede procents vågne dagsbevidste selvoplevede viden, dets eget ved denne selvoplevelse tilegnede absolutte kendskab til livets mørke og livets lys, der henholdsvis er det samme som det såkaldte onde og det såkaldte gode. Men for at få dette kendskab som absolut selvoplevet viden måtte en ny evne komme frem i menneskets psyke. Og denne evne er intelligensevnen. Med denne evne, som ganske vist er en åndelig evne, kan væsenet ikke direkte sanse ydre objekter, men det kan med denne evne analysere det, det med de fysiske og åndelige sanser kan opleve. Da det ufærdige menneskes åndelige sanser er latente rent bortset fra instinkt eller anelsesevnen, kan det hovedsagelig kun sanse eller opleve fysisk. Det får derved kun disse fysiske oplevelser at kunne analysere med intelligensen. Da alle fysiske oplevelser kun er materielle, bliver det således kun materielle facitter, det med intelligensen kan opleve som realistiske kendsgerninger. Men materielle facitter er jo kun en viden om materien, stofferne, naturens skabelsesprocesser, de levende væseners fysiske organismer eller kort sagt de mellemkosmiske, makrokosmiske og mikrokosmiske fysiske foreteelser. Og det er denne fysiske viden, vi kender under begrebet den materialistiske videnskab. Da denne videnskab var baseret på realistiske kendsgerninger, gjorde den det af med væsenernes religiøse opfattelse, der kun var baseret på objekter, man ikke med fysiske sanser kunne iagttage og efterkontrollere. Og væsenerne blev derfor materialister og gudløse. Derved kom de så langt bort fra Guddommen, som det bevidsthedsmæssigt var muligt. De kunne derfor ikke indlemme de religiøse objekter i deres materialistiske kendsgerningers galleri. Medens de ufærdige mennesker i deres religiøse tro og suggestion havde et midlertidigt fundament for deres sjæl, ånd og moral at hvile på, har de nu med intelligensens underminering eller opløsning af dette fundament kun den materialistiske viden eller videnskab at holde sig til. Men da denne videnskab kun er baseret på fysiske kendsgerninger, hvilket vil sige: en viden om de levende væseners dødelige, fysiske legemer, samt de øvrige materier, stoffer, bevægelser, volumen, faste, flydende og luftformige foreteelser, mål- og vægtfacitter, skabelsesprocesser, kort sagt alt, hvad der kommer ind under begrebet fysiske materier, kan den ikke udgøre selv det mindste fundament for sjæl, ånd og moral. Men det er absolut heller ikke dens mission. Den er kun baseret på fysiske sanser og kan derfor kun give fysisk videnskab. Men denne videnskab er en livsbetingelse for skabelsen af det guddommelige, fysiske menneskerige, hvor menneskene opnår den store fødsel og sidste epoke i fysisk inkarnation før den permanente åndelige tilværelse. Hvordan skulle et fysisk menneskerige kunne være totalt fuldkomment, hvis væsenerne ikke var nået frem til at kende de fysiske materier eller stoffer og ikke var herrer over disse, så de kunne skabe de fysiske, materielle goder, som et sådant rige måtte have for at kunne være virkelig paradisisk for færdige mennesker i Guds billede efter hans lignelse? Nævnte videnskab har allerede givet menneskeheden en mangfoldighed af goder, der fritager den fra meget groft og besværligt arbejde. Men da den kun kan sanse og iagttage de fysiske virkninger, men ikke er i stand til at se eller sanse det åndelige liv, af hvilket de udelukkende er et resultat, bliver de fysiske foreteelser mere eller mindre opfattet af denne videnskab som noget, der bliver til af sig selv. Den har ingen som helst forudsætninger for at opleve den åndelige, levende virkelighed, der er fundamentet for en hvilken som helst fysisk foreteelse. Derfor bliver den gudløs og tror kun på den fysiske materies facitter, der i sig selv er livløse. De udgør i virkeligheden en åndelig tekst, et sprog om Guddommens eksistens, det åndelige tilværelsesplan, væsenernes evige liv og væsenernes skæbnedannelse og øvrige åndelige eller kosmiske foreteelser, uden hvilke den fysiske verden og dermed alt liv ville være en absolut umulighed. Den materialistiske videnskabsmand, der endnu ikke er nået så langt frem i udviklingen, at han har en fremragende human evne eller er næstekærlig i en sådan grad, at hans intuitionsevne er aktiv, kan umuligt forstå det åndelige sprog, der åbenbares igennem alle de fysiske foreteelser. Derfor må han midlertidigt være materialist og gudløs. Han kan kun se de mest morderiske og djævelske våben som de mest effektive hjælpemidler med hensyn til at skabe fred og beskyttelse for sig selv og sit land. Og vi har her i sådanne mennesker krigens, mørkets eller ragnaroks opretholdere. Våben, løgn og bedrag, had og fjendskab, uforsonlighed overfor fjender, egoisme eller selviskhed og intolerance danner endnu mere eller mindre fundament for disse væseners væremåde. Disse væsener sår således mørket og må høste eller opleve sæden af dette mørke, som så bliver dets skæbne, så længe det bliver ved med at så denne ragnaroks sæd.