30. Med hensyn til det totalt færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse, er det, som allerede berørt, et væsen, der er totalt befriet fra al dyrisk natur. Det er et væsen, der er forvandlet fra at være et pattedyr til at være nævnte totalt fuldkomne menneske. Fra at have levet i den højeste ilds sekundære eller dyriske form er det forvandlet til at leve i den samme højeste ilds primære eller rent menneskelige form. Den højeste ild i sin dyriske form befordres som før nævnt ved enpoletheden. Den er en organisk struktur, der gør det til livsbetingelse for væsenet: hellere at tage end at give. Derfor må væsenet leve i kamp og krig for at leve. Ved sin parringsdrift og forplantningsproces og dets herved medfødte trang til at beskytte afkommet, får det en første begyndelse i oplevelsen af at leve – ikke blot for sig selv alene, men også for afkom og familie. Ligesom denne trang til at føle sympati for afkom og familie er opstået ved væsenets enpolethed, således opstår med væsenets overgang til dobbeltpolethed trangen til at elske alle eller sin næste som sig selv. Uden denne, den allerhøjeste kærlighedsform, ville intet væsen nogen sinde kunne blive fri af dyreriget og blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Alle mennesker uden undtagelse er, foruden deres primære enpolethed, også dobbeltpolet. Men denne dobbeltpolethed er endnu hos den store del af menneskeheden så lidt udviklet, at menneskene i al almindelighed endnu ikke ved det. Ja ikke engang de mennesker, der er længst fremme i denne udvikling, forstår denne deres situation. Den bliver som regel opfattet som en abnorm tilstand. At denne fejlbedømmelse eller vildfarelse har været og endnu i stor udstrækning er til rædsel og gene for de i denne udvikling fremskredne væsener, er selvfølgeligt. Det har bevirket, at der i dette udviklingsfelt er skabt forfærdelige afsporinger med højst uheldige virkninger for både samfundet og de væsener selv. At ringeagte, håne, spotte og straffe disse væsener er det samme som at sabotere udviklingen. Det er at skabe psykiske eller sjælelige vanføre eller krøblinger. – Vi kan ikke her komme nærmere ind på disse analyser, men skal i senere symbolforklaringer mere udførligt belyse dette særlige poludviklingsfelt. Vi skal dog her lige til slut nævne, at dobbeltpoletheden fører menneskene frem til befrielse fra dette at skulle fødes af kvinder. Det færdige menneske har samtidigt udviklet en evne, ved hvilken det kan materialisere sig, hvilket vil sige, at det under visse betingelser kan danne sig et interimistisk fysisk legeme, i hvilket det for en kort stund kan være fysisk og kan tale med de fysiske mennesker. Derefter kan det ved dematerialisation atter i lyntempo opløse det interimistiske legeme og atter være forsvundet fra det fysiske plan. At denne evne skaber et livligt samkvem mellem de "afdøde" og de "levende", hvilket vil sige mellem de åndelige eller diskarnerede væsener og de inkarnerede væsener, er ganske naturligt. Døden bliver således ikke for disse væsener en adskillelse mellem de åndelige og de fysiske væsener. Der er derfor heller ingen begravelses- eller sørgeceremonier i verdensstaten. Alt gennemstrømmes af lys og glæde.