Da dette bønnens kosmiske organ træder i funktion, hver gang væsenet befinder sig i situationer, hvor det oplever sig selv som totalt hjælpeløs i sit eget livs opretholdelse, kan det kun være beregnet på at skabe hjælp i denne væsenets nødstedte situation. Men lige så sikkert og urokkeligt, som nævnte organ er beregnet herpå, lige så sikkert og urokkeligt må det objekt, den således er rettet imod, være af en natur, der på en eller anden hjælpende måde kan reagere overfor det nødstedte væsen. Til hvilken nytte ellers denne kosmisk-organiske evne? – Ingen som helst evne kan eksistere uden i kraft af et formål, den skal opfylde. Da det objekt, bønnen i sin højeste instans er rettet imod, er af den højeste kosmiske natur, kan det kun være selve verdensaltets evige ophav. De levende væsener fremtræder jo i alle størrelser lige fra mikrokosmiske og mellemkosmiske til makrokosmiske. Da de alle har indbygget bønnens organ som det højeste kosmiske, mentale bindeled mellem sig og nævnte ophav, bliver dette ophav her synligt som det absolut eneste objekt for bønnens princip, der kan reagere eller svare hjælpende på et hvilket som helst levende væsens bøn, hvad enten denne er dyrets angstskrig, eller den er det ufærdige og ulykkelige menneskes råb om hjælp i lidelsens stund. Ja, det er ligegyldigt, om det er væsener i mikrokosmos eller det er væsener i makrokosmos, de har absolut alle uden undtagelse indbygget i sig dette bønnens kosmiske forbindelsesorgan, der garanterer det levende væsen evig tilknytning til og vekselvirkning med det allerhøjeste væsen, det væsen, der udelukkende er verdensaltets altoverstrålende eneste sande Guddom.