Da begge polerne, den maskuline og den feminine, i det færdige menneske i Guds billede er jævnbyrdige og befinder sig i ligevægt eller balance, bliver nævnte væsen hverken specielt "hanvæsen" eller specielt "hunvæsen". Det færdige menneske i Guds billede er således hverken mand eller kvinde. Det udgør netop det virkelige, absolutte "menneske". Og det er denne dobbeltpolethed, der gør væsenet til Guds billede. Det, der skaber mennesket, er altså dobbeltpoletheden. At der blandt et samfund af sådanne væsener ikke tages til ægte, og ikke avles børn er selvfølgeligt. Den højeste ild eller det seksuelle princip rummer ikke her mulighed for udløsning af den instinktmæssige, enpolede sympati, vi kender som "forelskelse", der helt kan besætte et menneskes bevidsthed, så det næsten ikke kan tænke på andet end objektet for denne kunstige sympati. Denne sympatifølelse er ikke en gennem smerter og lidelse udviklet kærlighed således som den virkelige kærlighed. Den adskiller sig derfor fra den virkelige kærlighed ved, at den kun gælder et enkelt særligt objekt, nemlig et væsen af modsat køn for så vidt, at dette væsen kan gengælde denne sympati med samme styrke og indsats. I modsat fald kan det føre til had, mord og drab eller til den pinlige* såkaldte "ulykkelige kærlighed", medens den af naturen udviklede kærlighed er baseret på princippet hellere at give end at tage. Den kan ikke afføde nogen form for forelskelse eller et begær efter med vold og magt at besidde et andet væsen totalt for sig selv alene. Medens forelskelsen eller den kunstige sympati skaber skinsyge, jalousi og rivalisering, der er roden til mørket eller det onde, skaber den virkelige kærlighed fundamentet for det gode eller lyset i verden. Kærligheden er oplevelsen og manifestationen af Guds primære bevidsthed. Denne oplevelse og manifestation fører væsenet frem til kosmisk bevidsthed og gør det til ét med Gud.
 
____________
* Tidligere havde ordet "pinlig" også betydningen "pinefuld" eller "smertelig".