23. Vi er hermed blevet orienteret med hensyn til den dommedag, det ragnarok eller helvede, i hvilket væsenet oplever virkningerne af det mørke, det med sin ufærdige væremåde igennem livene har påført sin næste. Men i denne kulminationsoplevelse af indvielsens mørke, ragnarok eller helvede begynder der efterhånden i væsenets indre at dæmre en svag længsel efter mørkets kontrast. Og da begynder det at få en svag udsigt til salighedens kyster, de åndelige verdeners strålevæld hinsides helvedes natsorte dødningehimmel. Og her råber væsenet efter lys, lys og mere lys. Og vi skal nu gå over til at vise, hvorledes Gud lader sin evige søn opstå fra de dødes rige, fra mørkets sfærer. Og den fortabte søn kommer atter på vej til sin evige Fader, på vej mod det evige lys.