Det Evige Verdensbillede, bog 2
2.  Hvorfor det ikke er så mærkeligt, at jordens menneskehed er indhyllet i krigens og lidelsens sfære
Mange af jordens mennesker af i dag er ikke engang nået frem til kærlighedstalentets "A-stadium", hvilket vil sige dets teoretiske begynderstadium, og endnu færre til dets "B-stadium", hvilket vil sige: talentets begyndende praktisering, og næsten slet ingen på samme talents "C-stadium", hvilket vil sige: det stadium, i hvilket talentets praktisering er blevet en vane og dermed mere eller mindre til automatfunktion eller evne.
      Hvis der findes væsener på dette sidste stadium, er de inkarneret fra en højere verden og er således gæster på jorden. En sådan ophøjet fuldkommen gæst har vi f.eks. i Kristus. Hans rige var jo ikke af denne verden. (Joh. 18,36.). Med en endnu så ringe kærlighedsudvikling på jorden er det ikke så mærkeligt, at dens kontinenter og have er indhyllet i krigens, ulykkens og lidelsens atmosfære, der atter og atter bringer helvede eller ragnarok til udløsning og får dødsrædslen til at gå hen over jorden.
Symbol af Martinus
Symbol 26
Det kommende fuldkomne menneskerige