Der er således et organ i væsenet, der automatisk træder i funktion, når det kommer i livsfare. Det er dette organ eller denne evne, der efterhånden udvikler sig og hos mennesket er blevet til det, vi udtrykker som evnen til "at bede til Gud". Bønnen eller dette at bede til Gud har således ikke sin rod i noget menneskeligt påfund, men har rod i en medfødt kosmisk, organisk evne, ved hvilken væsenet evigt er organisk tilknyttet Guddommen. Om væsenet er bevidst eller ubevidst i denne urokkelige, kosmiske forbindelse med Guddommen forandrer absolut ikke princippet. Dyret, der udstøder sit angstskrig eller dødsskrig, er ikke bevidst i nogen guddom. Det ved ikke, hvem det skriger imod, men ikke desto mindre skriger det automatisk sin nødstedte situation ud imod et ukendt objekt. Da hele denne funktion er baseret på en kosmisk, organisk, evig evne og ikke ved en på erfaringer og forstand opstået timelig evne, hører den med til væsenets overbevidsthedsmæssige evige foreteelser ligesom urbegæret, skæbneelementet, talentkerneprincippet og den evige del af skabeevnen.