Det Evige Verdensbillede, bog 2
2.  Virkningerne af grundenergiernes skiftende kapacitet i væsenets bevidsthed
Vi ved fra symbol nr. 13 (Den evige verdensplan), at væsenets grundenergikombination i dets bevidsthed eller psyke er underkastet en særlig skiften fra et rige eller spiralafsnit til et andet. Vi ved, at denne skiften forårsager væsenets tilsvarende skiften væremåde fra mørkemanifestationerne og frem til lysmanifestationerne. Det er ved denne skiften fra mørke til lys, at de seks forskellige riger eller tilværelsesplaner og de, indenfor disse fremtrædende fire årstidsprincipper, opretholdes. Det er denne skiftende væremåde, der giver kolorit indenfor ethvert spiralkredsløb. Det er også denne grundenergiernes skiftende kapacitet i væsenets bevidsthed, der befordrer dets genfødelse eller reinkarnation. Uden denne grundenergiernes skiftende kapacitet var al livsoplevelse umulig. Væsenernes energiudfoldelse og den heraf følgende udløsning af bevægelser kommer således i form af virkninger tilbage til sit ophav. Og vi kan udtrykke disse bevægelsers passager fra sit ophav og ud i manifestationen og livet og tilbage til ophavet, som cirkelbuer ligesom vist på symbol nr. 16. Men da de udløser væsenets skæbne, har vi udtrykt dem som "skæbnebuer".
Symbol af Martinus
Symbol 18
Det levende væsens skæbnebuer