Det Evige Verdensbillede, bog 2
18. Efter således at have oplevet verdensaltets allerhøjeste, guddommelige form for livsoplevelse i spiralkredsløbets sommerepoke fortsætter salighedsvæsenernes jeger stadig deres inkarnation i den fysiske materie, der derved bliver omdannet til vegetabilske organismer, der atter igen udvikler sig videre til større fuldkommenhed og bliver til animalske organismer, der bevirker, at jegerne kan fremtræde som de væsener, vi kalder "dyr". I planteorganismerne kan salighedsjegerne "ane" den fysiske verden. De kan således "ane" behag og ubehag. De kan "ane" varme og kulde. At det således kan "ane" på det fysiske plan er grunden til, at den vegetabilske materie betragtes som "levende". Igennem mineralorganismen kan det altså ikke opleve noget som helst på det fysiske plan. Det er derfor, at denne materie betragtes som "død" eller livløs. Men den vegetabilske organismes udvikling til animalsk organisme bevirker, at væsenet med denne udvikling har fået et fysisk sansesæt. Med dette kan det vågent dagsbevidst opleve den fysiske verden. Plantevæsenerne udgør således et tilværelsesplan, hvor livsoplevelsen kun er anelse. Men dette, at kunne "ane", er dog en sansning og er således udtryk for bevidsthed. Dette væsenernes tilværelsesplan kender vi som "planteriget". Da dyrene er væsener eller jeger, der har udviklet sig til, ikke blot at kunne ane, men har et helt sæt sanser, i kraft af hvilket de kan opleve den fysiske verden omkring sig som kendsgerning, udgør de ligeledes et bevidstheds- eller livsoplevelsesplan, nemlig det vi kender som "dyreriget". På symbolet ser vi, at planteriget og første halvdel af dyreriget udgør spiralkredsløbets efterårsepoke (markeret ved de skråtstillede røde striber). Når de udtrykkes som kredsløbets efterår, er det fordi, de udgør mellemzonen mellem kredsløbets aftagende sommerepoke og tiltagende vinterepoke. Og herfra fortsætter væsenernes livsoplevelsestilstand videre ind i et nyt kredsløbs vinterepoke og således fortsættende i al evighed, dog således at ethvert nyt kredsløb forekommer i en ny og højere variation.
Symbol af Martinus
Symbol 17
Reinkarnation, kredsløb og årstider