17. Ethvert væsens daglige handle- eller væremåde udgør således den første årsag til dets fremtidige skæbne. I denne situation vil vi udtrykke væsenet som "skæbneårsag nr. 1". Det er denne situation, der er udtrykt på symbolet ved den skæbnebue, der udgår til højre fra hjertefiguren. Den højre sabel, som er stukket igennem hjertefiguren, skal udtrykke, at nævnte skæbnebue er af morderisk eller mørk natur. Her er ikke tale om nogen tilgivelse, men derimod en manifestation af hævn eller ond gengældelse overfor det væsen, den onde handling blev rettet imod. Den venstre sabel igennem hjertefiguren viser, at dette væsens handlemåde også var morderisk eller mørk. Vi har altså her for os to væsener, der kom i krig med hinanden, hvilket de to sabler skal udtrykke. Væsenet, der symboliseres ved den højre sabel, har her mødt en af dets egne mørke skæbnebuer. Denne kom til manifestation eller udløsning igennem væsenet, der er symboliseret ved den venstre sabel. Dette væsen var altså et medium for udløsningen af det første* væsens krigeriske eller mørke kosmiske skæbnebue. Dette andet væsen er således ikke den virkelige eller første årsag til krigen eller striden mellem de to væsener, ligegyldigt hvor meget det så end fysisk måtte se ud til at være det. Havde det første væsen, altså "skæbneårsag nr. 1", ikke sendt den pågældende mørke skæbnebue ud, ville den nævnte strid aldrig kunne være opstået. Derfor burde "skæbneårsag nr. 1" have tilgivet det andet væsen, altså sin fjende, i stedet for at gå i krig eller strid med denne og derved sende en ny morderisk eller mørk og ond skæbnebue ud, som atter vil komme tilbage og bringe væsenet i krig og strid, indtil det tilgiver sine mørke skæbnebuers udløsere, der igen er det samme som dets såkaldte "fjender". Krig eller fjendskab ville således aldrig i noget som helst tilfælde kunne opstå imellem væsener, hvis ikke de sendte de mørke kosmiske skæbnebuer ud. Og mørke, kosmiske skæbnebuer kunne aldrig opstå, hvis ikke væsenerne i deres væremåde skabte hadefulde, egoistiske og morderiske handlinger og tankeklimaer. Vore "fjender" er således i absolut eller kosmisk forstand ikke vore "fjender". Uden dem ville intet som helst væsen nogen sinde kunne opnå at blive fuldkomment, blive til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Vore "fjender" er Guds redskaber til at åbenbare for os virkningerne af det mørke, den lidelse og morderiske gene, vi i vor tænke- og væremåde udløser overfor andre levende væsener. Men ligesom vi selv udgør den absolutte første årsag til den lidelse og gene, vi bliver påført af vore fjender, således er også vore fjender den absolut første årsag til den lidelse og gene, vi påfører dem. Vi er i sådanne tilfælde medier for udløsningen af disse væseners mørke skæbnebuer. Hvis ikke disse væsener havde kosmiske skæbnebuer, kunne vi jo umuligt blive redskaber for disse og således umuligt påføre de nævnte væsener mørke eller lidelse. Vi bliver således her vidne til, at det guddommelige verdensalts geniale struktur er baseret på et fundament af kulminerende retfærdighed. Intet som helst væsen kan derfor hverken komme til at lide uret eller gøre uret. Det er derfor, det er en overtrædelse af livsloven ikke at tilgive sin næste de mange gange dagligt, som verdensgenløsningen ved Kristus har påbudt.
 
____________
* Rettet fra "det andet væsens" til "det første væsens".