Det Evige Verdensbillede, bog 2
16. De to sabler i hjertefiguren udtrykker det dræbende princip. Fra venstre side af symbolet og ned imod hjertefiguren går der en bred orangefarvet bue. Denne bue udtrykker en af det i hjertefiguren symboliserede levende væsens skæbnebuer. Denne skæbnebue er altså virkninger af en mørk eller ond handling, som væsenet har manifesteret i fortiden overfor sin næste. Disse virkninger rammer nu væsenet selv, hvilket den venstre sabel skal udtrykke. Det vil altså sige, at væsenet her møder virkningen af en af sine tilbagevendende skæbnebuer i form af et stærkt vredesudbrud fra et eller andet menneske i dets omgivelser. Overfor dette udbrud bliver væsenet selv lige så vred og tager til genmæle. Situationen bliver her til livsfarlig kamp, hvilket den højre sabel på symbolet skal udtrykke. Dermed har væsenet skabt en ny mørk situation, hvis kosmiske virkninger danner en ny skæbnebue. Den er udtrykt ved den orangefarvede bue, der går op til højre på symbolet. Men hvorfra kom nu den skæbnebue, og hvor går den højre skæbnebue hen? – Den venstre skæbnebue er en kosmisk virkning af en vredeshandling, som det symboliserede væsen engang har udløst mod et andet væsen; det være sig i dets nuværende liv, eller i et tidligere fysisk jordliv. Det udgør altså en virkning af denne væsenets tidligere handlemåde. Denne virkning af væsenets tidligere handlemåde kom altså til udløsning eller manifestation gennem et andet væsen overfor ophavet, (det ved hjertefiguren symboliserede væsen). Hvis nu dette væsen havde tilgivet denne sin "fjende" og fået en forsoning i stand, var denne tilbagevendende kosmiske skæbnebue blevet neutraliseret og dermed ophørt med at eksistere, og venskab eller fred ville være opstået imellem de to parter. Men væsenet tilgav ikke sin fjende og sendte dermed en ny skæbnebølge ud, som det igen vil komme til at møde og opleve i form af en mørk situation lig den, det udløste imod den nævnte fjende. Dræbte det fjenden, vil den heraf udsendte skæbnebølge komme tilbage og udløse et tilsvarende mord på morderen. Var det en lædering eller lemlæstelse, det udløste mod fjenden, vil skæbnebuen bringe det samme til udløsning imod ophavet til skæbnebuen. Det et menneske sår, kommer det således til at høste. Væsenet vil aldrig komme ud af sin mørke skæbne, sålænge det i sin væremåde bliver ved med at skabe årsagen til den.
Symbol af Martinus
Symbol 19
Gennem indvielsens mørke (Helvede eller ragnarok)