15. Til venstre på symbolet forneden ser vi et markeret felt med en del trekantede figurer. Disse skal som sædvanligt symbolisere levende væsener, her i dette tilfælde mennesker. Det nederste felt med de orangefarvede trekanter skal her symbolisere fysiske mennesker. Og feltet med nævnte orangefarvede trekanter symboliserer det fysiske plan. De to overliggende lange felter med de gule trekanter symboliserer åndelige tilværelsesplaner, og trekanterne her symboliserer åndelige væsener. I det nederste lange afsnit i feltet længst til venstre ser vi to orangefarvede trekanter. På den ene trekant nr. 1 udgår der nogle flammer i samme farve. Det betyder et fysisk menneske i nød. Flammerne betyder, at det henvender sig til væsen nr. 2 om hjælp. Fra dette væsen udgår der ingen flammer. Det betyder, at dette væsen vil ikke, eller kan ikke hjælpe væsen nr. 1. Og da det eventuelt heller ikke kan få nogen hjælp fra andre fysiske mennesker, indlod det sig i en bøn til Gud. Dette er symboliseret ved, at dets flammer nu viser opad imod de åndelige planer. Det bedende fysiske væsen kender ikke disse åndelige planer og kender heller ikke væsenerne på disse planer. Både planerne og væsenerne er usynlige for væsenet. Men det retter altså sin bøn mod dette ukendte usynlige område til det eneste levende væsen i samme område, det har lært at kende, nemlig Gud. Hvordan kan Gud nu høre en sådan bøn? – Det er rigtigt, at hvis Gud var en gudesøn eller et almindeligt levende væsen ligesom vi selv, ville det være ganske totalt umuligt for Gud at have den allestedsnærværende bevidsthedsfunktion, manifestations- og oplevelsesevne, der skal til, for at han kunne vekselvirke bevidsthedsmæssigt, sanse- og skabemæssigt med ethvert eksisterende levende væsen i verdensrummet, ganske ligegyldigt om det er et mikrokosmisk, makrokosmisk eller mellemkosmisk væsen. Guddommen har netop en sådan allestedsnærværende funktionsevne, oplevelses- og manifestations- eller skabeevne. Det er netop denne gigantiske manifestations- og oplevelseskunnen, der skaber forskellen mellem Gud og gudesønnen. Gudesønnen er kun et enkelt lille lokalt oplevelses- og manifestationsorgan i Guddommens bevidsthed, medens Guddommen overfor hver enkelt gudesøn eller levende væsen har alle de andre eksisterende gudesønner eller levende væsener til manifestations- og oplevelsesredskab.
      Det vil derfor være ganske ligegyldigt, hvor et enkelt levende væsen eller gudesøn så end befinder sig, han vil urokkeligt være omgivet af levende væsener, hvilket altså igen vil sige: Guds oplevelses- og manifestationsredskaber. Hvis ikke der er fysiske væsener omkring det, vil der altid urokkeligt være åndelige væsener i dets nærhed, igennem hvilke Gud både kan opleve dets situation og give det eventuel hjælp og støtte i givne nødstedte situationer, høre dets bønner og eventuelt gribe ind i dets skæbne. Vi forstår nu, hvorledes Gud kan virke allestedsnærværende og kan reagere overfor ethvert eneste eksisterende levende væsens livsfunktion. Vi vil derfor nu gå tilbage til vor forklaring om det væsen, der rettede sin bøn mod Gud.
      Det bedende væsen er, som før nævnt, symboliseret på symbolet som den tredje orangefarvede trekant fra venstre i det nederste afsnit med de orangefarvede trekanter. Det er mærket nr. 1. Flammerne, der fra samme væsen peger opad, symboliserer, at det beder til Gud. Vi ser, at der fra væsenet går en punkteret linje opad til en gul trekant. Denne symboliserer altså et åndeligt væsen. Og afsnittet, det befinder sig i, symboliserer det åndelige plan. Fra dette åndelige væsen, som er mærket som nr. 2, udgår der nogle orangefarvede flammer og en punkteret linje, der peger nedad mod et fysisk væsen, mærket som nr. 3. Fra dette væsen udgår der, som symbolet viser, flammer hen imod væsen nr. 1. Dette skal betyde, at væsen nr. 1 får hjælp fra væsen nr. 3*, der også er et fysisk væsen. Men hvordan kom det bedende væsen nr. 1 til at få hjælp fra et fysisk væsen, det i virkeligheden slet ikke kender? – Det får denne hjælp i kraft af sin bøn til Gud. Denne bøn blev hørt af det åndelige væsen nr. 2, som igen på en eller anden psykisk måde har påvirket væsen nr. 3, som derved kommer i berøring med det nødstedte væsen og hjælper dette. Og dette får således sin bøn til Gud opfyldt. Men det kender ikke noget som helst til det åndelige væsen nr. 2, igennem hvilket Gud hørte væsenets bøn og iværksatte opfyldelsen af denne bøn igennem det fysiske væsen nr. 3. Men da væsen nr. 3 heller ikke kender noget som helst til det åndelige væsen nr. 2, det følte bare en stærk tilskyndelse til at skulle hjælpe det nødstedte væsen, som det på en eller anden tilsyneladende tilfældig måde kom i berøring med, vil bønhørelsen og de to væseners sammentræf for det uindviede eller materialistiske menneske se ud som en tilfældighed, medens det bedende væsen fik sin tro og tillid til Gud stimuleret. Det er rigtigt, at et nødstedt fysisk menneske udmærket kan træffe et andet fysisk menneske, som af egen medfødt humane evne føler sig tilskyndet til at hjælpe det nødstedte væsen uden nogen som helst inspiration eller tilskyndelse fra noget åndeligt væsen. Men da er situationen jo en ganske anden end den, vi lige har beskrevet. Her har væsenet jo en så let adgang til hjælp i sin nød, at det slet ikke har brug for at hidkalde hjælp i kraft af bøn til Gud. I det tilfælde, vi før beskrev, var væsenet i en situation, hvor al fysisk hjælp var aldeles håbløs. Væsenet kan f.eks. være kommet til skade og blevet hjælpeløs på et sted, hvor der ikke til dagligt kommer mennesker. I en sådan situation er bønnens psykiske kraft eller denne væsenets organiske forbindelse med det højeste væsen en altoverstrålende kærlighedsgave, væsenet har fået med i livet. Ved denne overjordiske eller kosmiske kraft kan det komme til at se Gud og opleve dette højeste væsens nærhed midt i sine lidelsers kulmination, midt i sit getsemane, midt i sit livs dybeste mørke eller ragnarok. Her kan gudesønnen kalde på sin Fader, og Faderen vil åbenbare sig for sin ulykkelige søn gennem de englelige væsener, der er særlige organer for hans udfoldelse af kærlighed til væsener i mørket.
      Men her må man lære at forstå, at den guddommelige hjælp, væsenet kan få i kraft af sin bøn, ikke betyder, at man pludseligt bliver befriet fra den lidelse eller det onde, man plages af, og man i sin bøn beder om at blive fritaget for. Det er kun i særlige undtagelsestilfælde, at væsenet kan være prædestineret til en mirakelhelbredelse af en sygdom eller en mirakelfritagelse for andre slags skæbneonder. Hvis man igennem sin bøn kunne blive fritaget fra et hvilket som helst skæbneonde, hvilket vil sige, virkningerne af det onde man har påført andre væsener, ville ingen som helst udvikling kunne finde sted. Guds skabelse af mennesket i sit billede ville totalt standse. Hvordan skulle noget væsen kunne komme til at forstå virkningerne af sine onde handlinger, hvis ikke det kom til at opleve dem i sin egen organisme og i sit eget sjæleliv? – At få teoretisk undervisning om lidelserne er ikke det samme som at opleve lidelserne. For virkeligt at forstå lidelserne må man opleve dem i sit eget kød og blod og de heraf følgende virkninger i sit eget sjæleliv. Og det er jo netop denne sjælelige forståelse af lidelserne, der afføder den humane evne, hvilket vil sige, evnen til ikke at kunne nænne at påføre andre væsener noget ondt. Og det er jo netop med denne evnes vækst, at det fuldkomne menneske opstår, der elsker Gud over alle ting og sin næste som sig selv.
      Man forstår således her, at bønnen absolut ikke eksisterer for at forhindre denne væsenets udvikling imod fuldkommenheden og lyset. Den eksisterer derimod i allerhøjeste grad for at være et middel, ved hvilket mennesket kan påberåbe sig hjælp til – ikke at blive fri for lidelsen, den mørke erfaring, som det netop må have som næring for dets udvikling, for dets omskabelse fra brutalitet til humanitet, fra had til kærlighed, – men derimod for at blive beriget med styrke og inspiration til at være med i denne Guds påvirkning, Guds modellering af det selv i retning af det store mål: mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Mennesket kan igennem bønnen til Gud virkelig opnå optimisme og lyssyn på sin ulykkelige situation i en sådan grad, at det kan se Guds velsignelse i denne sin mørke situation og opleve den som et gode, og kan ligefrem føle trang til at takke Gud for det, selv om det er et ubehageligt gode. Bønnens princip og struktur er en åben dør ind til Gud og de højeste verdener, ligegyldigt hvor dybt i mørket, ragnarok eller helvede man så end måtte befinde sig. Igennem denne åbne dør til lysets riger eller paradiset lytter Gud til sin evige søn i nødens stund. Og igennem denne åbne dør tager han sin ulykkelige søn til sit hjerte.
 
____________
* Rettet fra "væsen nr. 2" til "væsen nr. 3".