15. Når spiralens dyrerige kan udtrykkes som dens vinterzone, skyldes det naturligvis dette, at her har døden eller det dræbende princip hjemme. Vinteren er jo mørkets, kuldens og dødens domæne, hvor livet derfor kun kan eksistere i sin mindste eller latente udfoldelsestilstand. Dette domæne er derfor hjemstedet for den kosmiske bevidstløshed. De ufærdige mennesker, der er nævnte domænes højeste væsener, har kun en meget ringe anelses- eller instinktmæssig forestilling om den virkelighed, der eksisterer udenfor den illusoriske virkelighed, de lever i. De kender ikke deres udødelighed eller evige tilværelse. De kender ikke Guddommens eksistens eller livets mening. De udgør den kosmiske vinterzones bladløse skove eller sovende livsformer. Men den kosmiske vinter er ikke bare livsindskrænkning, død, søvn og kulde. Den har også sine store glæder. Guddommen og lyset er også til stede i mørket. Når det fuldkomne menneskerige hører med til det kosmiske spiralkredsløbs vinterzone, er det fordi, væsenerne her endnu i en overvejende grad er afhængig af genfødelsen i fysisk materie eller reinkarnationen, og først i dette riges sidste stadier bliver helt frigjorte af denne de lavere planers fysiske livsbetingelse. Så overvældende guddommeligt lysende og varmende i praktisk visdom og kærlighed er den allerhøjeste guddommelige livsform, altså tilværelsen i de højeste verdener, at selv det fuldkomne menneskeriges store velvære og guddommelighed i forhold hertil må henregnes til vinterens domæne og ikke engang kan henregnes til spiralkredsløbets forårsområde. Det, der hæver vinterens princip i det fuldkomne menneskeriges lysende goder, er den intellektualiserede følelse eller den virkelige næstekærlighed. Dette er markeret på symbolet ved de to vandrette, kegleformede figurer i gul og grøn farve, der henholdsvis udtrykker følelse og intelligens. Det er denne intellektualiserede følelse eller absolutte næstekærlighed, der er verdensaltets grundtone. Den begynder altså at udvikle sig i dyreriget og forvandler sig til det færdige menneske. Det er sådanne færdige mennesker, der hæver den kosmiske vinterzone op over dødens og lidelsernes princip, så kærligheden også kan lyse og varme i den kosmiske vinterzone på det fysiske plan. Men vi ser også, at den jordiske menneskehed endnu ikke er nået frem til en sådan fuldkommenhed. Den lever endnu i en mental hård dødbringende frost og kulde, hvilket vil sige: i en hadets, hævnens, krigens og lidelsernes, sorgens og depressionens, livsledens og selvmordets sfære. Den er ikke nået frem til at komme helt ud af denne dødbringende vintertilstand og mildne den med det færdige menneskeriges eller juleevangeliets fred på jorden og den heraf følgende store velbehagelighed for menneskene. Den befinder sig altså i det kosmiske spiralkredsløbs midvinterzone, i hvilken den netop bliver omdannet til den totalt færdige eller fuldkomne menneskehed, der kan opleve Guddommens strålevæld selv i mørkets sfære og gøre denne til en lysende sfære, således som det færdige menneskerige må siges at være midt i det kosmiske spiralkredsløbs vinterzone.