Det Evige Verdensbillede, bog 2
14. Men ligesom vi oplever døgnkredsløbet, årskredsløbet og jordlivskredsløbet, således oplever vi også de samme fire årstidsprincipper i selve det store kosmiske spiralkredsløb. Ja, vi kan endog se, i hvilken årstid selve jordmenneskeheden befinder sig i dette gigantkredsløb. Vi ved, at spiralkredsløbet udgør seks riger, altså et rige for hver af de seks grundenergier. På symbolet ser vi disse riger markeret ved deres sædvanlige farver. Ved solhvervs- og jævndøgnstegnene er på symbolet markeret, hvilke riger der udgør selve spiralkredsløbets fire årstider. Læst fra venstre til højre på symbolet, ser vi under vintersolhvervstegnet spiralkredsløbets vinterzone. Vi ser, at det sorte område, der udtrykker mørket, lidelserne eller det onde og dermed vinterens princip, er kulminerende i dyreriget, markeret foroven og forneden på symbolet ved dette riges orangefarve. Længst til venstre på symbolet ser vi planteriget, markeret foroven og forneden ved dette riges røde farve. Vi ser her på de skråtstillede røde striber, at planteriget og første halvdel af dyreriget udgør spiralkredsløbets kosmiske efterårszone, medens den sidste halvdel af dyreriget og det rigtige menneskerige (markeret ved den gule farve) udgør spiralkredsløbets vinterzone, yderligere markeret ved de skråtstillede grå striber. Dernæst ser vi, at hele visdomsriget, markeret foroven og forneden ved den grønne farve og første halvdel af den guddommelige verden, markeret foroven og forneden ved den blå farve, udgør spiralkredsløbets kosmiske forår. Dette er markeret ved de skråtstillede grønne striber. Efter dette forår kommer spiralkredsløbets kosmiske sommer. Denne strækker sig igennem den sidste halvdel af den guddommelige verden og hele salighedsriget. Den er markeret ved de forskelligtfarvede skråtstillede striber, medens salighedsriget er markeret foroven og forneden ved den lyse indigofarve. Og herefter møder vi atter et planterige, der sammen med første halvdel af et nyt dyrerige danner et nyt efterår (markeret ved de røde striber) og således fortsætter de skiftende kosmiske årstider i spiralkredsløbenes altgennemtrængende evighed.
Symbol af Martinus
Symbol 17
Reinkarnation, kredsløb og årstider