Det Evige Verdensbillede, bog 2
13. Regeringspilene i den øverste tredjedel på symbolet peger mere eller mindre i retning af de humane idealer. De pågældende stater har derfor love, politi og retsvæsen til beskyttelse af indbyggerne imod onde handlinger fra andre væseners side. De udvikler stadigt flere og flere humane foranstaltninger til gavn og glæde for deres indbyggere. Men der mangler overordentligt meget endnu, inden staterne er fri af deres dyriske principper, krigsvæsen og magtsyge. Når symbolet er inddelt i tre dele, skal hver del ikke bogstaveligt eller antalsmæssigt betyde en tredjedel. Det skal derimod symbolisere tredjedelen som det nærmeste skønsmæssige udtryk for det pågældende objekt. De forskellige staters placering på symbolet er også kun symbolsk og ikke udtryk for deres fysiske stedbetegnelse. I de nederste to tredjedele kan der naturligvis forekomme stater, der er humant og åndeligt indstillet, ligesom der naturligvis også kan findes materialistiske eller inhumane stater i den øverste tredjedel på symbolet. Fysisk set findes de forskellige stater så at sige imellem hverandre uafhængigt af deres højere eller lavere udviklingsstandard.
Symbol af Martinus
Symbol 24
Det ufærdige menneskerige