Det Evige Verdensbillede, bog 2
12. Ligesom vi tidligere har berørt, at skæbnebuerne vender tilbage til sit ophav, således vender menneskehedens skæbnebuer også tilbage til den. Vi ser på symbolet to flammetegninger, der fra højre og venstre side styrer ind mod hver sit af de to nederste af symbolets tredjedelsfelter. Disse flammetegninger symboliserer to tilbagevendende mørke skæbnebuer, der vil ramme menneskeheden og hver især udløse ragnarok eller dommedag, hvilket igen vil sige: udløse de koncentrerede virkninger af den dræbende væremåde, nævnte menneskehed overfor dyr og mennesker og overfor nationer eller stater forud har manifesteret.
      Det mørke tredjedelsfelt til højre på symbolet symboliserer virkningerne af tilbagevendte mørke skæbnebuer, der tilsammen udgør dommedag eller ragnarok. De sorte, røde og grå farver skal symbolisere nævnte dommedags og ragnaroks detaljer såsom: invaliditet, tortur, lemlæstelse, ødelæggelse af kulturgoderne: byer, huse, kirker, skoler, fabrikker, sygehuse, lys-, kraft- og vandværker, museer og kunstgenstande, gade- og vejanlæg samt mange andre betydningsfulde kulturelle goder. Hertil kommer så millioner af menneskers forfærdelige pinsler, smerter og lidelser, som de må vånde sig under i årevis, inden døden kan befri dem.
Symbol af Martinus
Symbol 25
Menneskehedens karma