12. Den næste figur fra venstre symboliserer væsenets næste udviklingstrin i forholdet til Gud. Vi ser her på symbolet, at væsenets intelligens er blevet større i forhold til dets følelse. Væsenets forhold til Gud er også her stadigt båret af væsenets religiøse instinkt. Dette instinkt kan give en anelse om Gud, men ikke nogen dagsbevidst kendsgerning om samme væsen. Instinktet kan derfor kun afføde den stærke tro på forsyn eller guddomme. Men med den begyndende fremtrædende intelligens og en begyndende human evne vokser væsenerne fra deres tidligere billede af Guddommen. Det passer ikke mere helt til deres intelligens og følelse. Og en ny impuls fra verdensgenløsningen har affødt et mere humant billede af Guddommen. Gennem højt udviklede humane verdensgenløsere blev de primitive dræbende guddomsopfattelser afløst af de humane guddomsopfattelser. Med det rene kærlighedens og faderlige guddomsbillede Kristus gav verden, er de dræbende, hævnens og hadets, krigens og fjendskabets og straffens foreteelser totalt fjernet fra gudsdyrkelsens ideal, ligesom der også her kun er tale om én sand Guddom og ikke et flertal af guder. Her er den virkelige evige sandhed brudt igennem i næsten al sin klarhed. Troen på de dræbende og krigslystne guder eller højeste væsener er blevet forvandlet til troen på den eneste sande Gud, som har al magten i himlen og på jorden, al magten i verdensaltet, og som er alvis og alkærlig. Den gule trekant i væsenets stråle på symbolet skal symbolisere denne den eneste sande Gud. Spørgsmålstegnet bag ved trekanten skal udtrykke, at nævnte Guddom endnu kun er et trosobjekt. Det er endnu ikke blevet et videns- eller kendsgerningsobjekt. Dertil var væsenernes evneudvikling endnu ikke nået, da kristendommens strålende idealer blev givet til menneskeheden.