11. De hvide buer, der på symbolet udgår fra åndelige liv til åndelige liv, symboliserer væsenets kosmiske skæbnebuer her. Disse skæbnebuer består udelukkende kun af lys- eller salighedsoplevelser. Her findes absolut ingen som helst mørke skæbnebuer. Vi skal ikke yderligere komme ind på disse skæbnebuer, da væsenerne ikke har nogen særlig berøring med dem, sålænge de befinder sig i fysiske organismer og skal leve på det fysiske eller materielle tilværelsesplan. Vi skal derimod her berøre de fysiske skæbnebuer, der går fra jordliv til jordliv i væsenets reinkarnation. Disse skæbnebuer genfinder vi på symbolet gengivet i orange farve. Vi ser på symbolet fire af disse skæbnebuer udgå fra væsenets nuværende fysiske liv. Vi ser, at en af disse buer rammer dette nuværende liv. Det betyder, at virkningerne af den mørke manifestation eller handling i væsenets væremåde, som har udløst skæbnebuen, kommer tilbage i samme liv, den er udsendt. Derefter ser vi en skæbnebue, der først rammer væsenet i næste liv, og en der først rammer i det tredje liv og atter en der først rammer det i det fjerde liv.
      Igennem væsenets forskellige jordliv på symbolet går der fra venstre til højre en tiltagende gul flammetegning. Den symboliserer udviklingen af væsenets humane evne. Vi ser, at denne evne bliver mere og mere fyldig og får en større og større neutraliseringsevne for hvert liv, væsenet oplever. Denne humane evne udgør altså det samme som væsenets næstekærlighed. Denne evne kan i givne situationer opløse eller neutralisere tilbagevendende skæbnebuer og derved frigøre væsenet for overflødig mørk karma eller ulykkelig skæbne. Hvis f.eks. et menneske har begået et mord, har det dermed dannet en skæbnebue, der før eller senere vil ramme det selv. Hvis denne skæbnebue er af så kort varighed, at den rammer væsenet i samme liv, som den er udløst, vil væsenet opleve de fulde virkninger af det mord, det har begået, og som har udløst skæbnebuen. Det vil blive totalt myrdet. Hvis skæbnebuen er af en sådan varighed, at den først rammer væsenet i det næste liv, har det fået udviklet sin humane evne, så det nu ikke i samme grad som i det forrige liv er i stand til at myrde. Denne forandring af den humane evne vil da i en tilsvarende grad neutralisere noget af den tilbagevendende karma, så den bliver mildere. Hvis skæbnebuen først når væsenet i det tredje liv, er den humane evne blevet endnu mere udviklet. Og væsenet får da tilsvarende endnu mindre karma end i det andet liv. Hvis skæbnebuen først rammer væsenet i det fjerde liv, er den humane evne blevet så stærk, at det ikke mere kan nænne at dræbe og absolut ikke vil kunne begå mord. Den vil da være i stand til helt at neutralisere den tilbagevendende mordkarma, og væsenet vil ikke opleve nogen som helst virkning af denne sin tidligere ugerning. Det har her fået den totale syndernes forladelse. Det har altså fået denne syndernes forladelse eller frigørelse fra mordkarmaen, fordi det, inden den kom tilbage, allerede var vokset fra at kunne myrde eller dræbe. Og dermed var mordkarmaen jo totalt overflødig. Væsenerne skal kun opleve den mørke karma for dermed at blive vænnet af med at skabe mørke handlinger. Men der, hvor væsenet ikke mere kan eller vil lave mørke handlinger, der er den tilbagevendende karma jo totalt overflødig.
      Det permanente liv i lidelse, dette at opleve lidelse efter lidelse, afføder som nævnt den guddommelige humane evne i væsenet, der efterhånden bliver til den næstekærlighed, der bringer væsenet til at elske sin næste som sig selv og dermed Gud over alle ting. Hvis ikke denne evne udvikledes igennem væsenets lidelser, ville det aldrig nogen sinde kunne komme ud af krigens og ondskabens, hadets, forfølgelsens og lemlæstelsernes manifestationer. Men alt eftersom denne evne udvikles, bliver væsenet tilsvarende fri af sin ulykkelige skæbnetilstand. Ikke blot fordi det efterhånden, alt eftersom denne evne udvikles, mere og mere kommer ind på ikke at kunne nænne at gøre det onde, men også fordi det bliver fritaget for en stor del mørk karma, det har sået igennem mange liv, og som ville være nok til at gøre tilsvarende mange liv ulykkelige. Væsenet ville således i umådelige tidsrum komme til at leve i lidelser og ulykke, hvis det ikke blev frigjort for denne opsummerede skæbne- eller karmamasse. Hvordan skulle det ellers kunne udfolde sin tilegnede humanitet eller næstekærlighed? – Men da de ulykkelige skæbner eller lidelserne kun er til for at forvandle væsenets tankegang fra had til kærlighed, vil det være ganske stridende imod naturens love eller al logik, hvis det alligevel skulle have lidelser, der hvor det ikke mere kan så lidelser eller gøre ondt imod nogen. Lidelserne er jo ikke til for lidelsernes egen skyld. De er jo netop til for at forvandle væsenet og få det til ikke at kunne nænne at gøre det onde. Hvad skal det med lidelsen der, hvor det allerede er omskabt og ikke mere kan gøre det onde? – Hvis det da skulle overvældes med denne sin mørke skæbnemasse og få flere livs lidelser, efter at det var blevet fuldkomment, ville det jo blive et helvede overfor et menneske, der ikke selv kunne nænne at gøre noget ondt. Hvordan skulle verdensaltets grundtone da kunne være den totale altgennemtrængende kærlighed, som kendsgerningerne viser i alle felter for den modne eller udviklede forsker? –
      Da verdensaltets grundtone er kærlighed, vil alt i de levende væseners væremåde, der skaber mørke og lidelse, være en overtrædelse af denne grundtones eller kærlighedens love. Men da lidelserne, således som vi har set, igen skaber den humane evne i væsenerne, og da de i tilsvarende grad, som denne evne udvikler sig, får "syndernes forladelse" eller den virkelige befrielse fra fejlmanifestationernes mørke virkninger, bliver væsenerne derved prædestinerede til den videre udvikling igennem verdensgenløsningens humane vejledning. Og som vi skal se i det efterfølgende, bliver de af denne ført helt frem til det store slutfacit: "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".