Det Evige Verdensbillede, bog 2
10.  Reinkarnationen og væsenets skabelse i "Guds billede efter hans lignelse"
Da det levende væsens fysiske legeme er et redskab for dets livsoplevelse og fysiske skabelse, er det en urokkelig betingelse for dets udvikling eller omskabelse fra primitivitet til intellektualitet, fra brutalitet til humanitet, at det kan udskifte sit fysiske legeme, alt eftersom det udvikler sig fra et stadium til et andet. Hvordan skulle et menneske få et menneskelegeme, hvis ikke reinkarnationen eller genfødelsen eksisterede? – Det ville i så tilfælde være ganske umuligt for væsenet i det hele taget at få en organisme. Hvordan skulle jeget få en organisme, der passede for dets ånd, hvis det ikke ved genfødelse kunne få en ny organisme, alt eftersom det udviklede denne ånd? – Hvordan skulle en højt udviklet ånd kunne manifestere sig tilstrækkeligt effektivt igennem en primitiv organisme? – Må væsenet ikke have en ny organisme for hvert nyt og højere udviklingstrin, dets ånd passerer. Hvad kunne det nytte, at ånden udviklede sig, hvis ikke den kunne få et legeme, der passede for denne udvikling? – Hvordan skulle et højt udviklet, intellektuelt kulturmenneske kunne udfolde sin høje intellektualitet og kultur, hvis ikke det havde haft lejlighed til at udskifte sin fysiske organisme, alt eftersom ånden voksede, og det heraf følgende større krav til organismen opstod? – Og hvordan skulle det samme væsen kunne have fået sin nuværende passende organisme, hvis ikke genfødelsen eksisterede, og frigørelsen fra den gamle organisme var mulig, rent bortset fra, at ingen kødelig organisme kunne leve en så lang tid, som der skal til for at forvandle dyret til menneske, selv om den gradvis kunne forvandles til dette høje stadium. Men hvordan skulle vel en pygmæorganisme, for ikke at sige en abeorganisme, uden reinkarnation eller genfødelse kunne forvandles fra sit primitive stadium til en højt udviklet kulturmenneskeorganisme, passende for "mennesket i Guds billede efter hans lignelse"? – Får vi ikke netop her bekræftet Jesu ord til Nikodemus: "Sandelig, sandelig siger jeg dig, uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige". Lidt senere pointerede han endnu mere fast for Nikodemus: "Sandelig, sandelig siger jeg dig, uden nogen bliver født af vand og ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige". Reinkarnationen eller genfødelsen udgør således den eneste absolutte mulighed for Guds skabelse af "mennesket i sit billede efter sin lignelse". Som vi nu skal se, beror hele karma- eller skæbnedannelsen på reinkarnationen eller genfødelsen.
Symbol af Martinus
Symbol 17
Reinkarnation, kredsløb og årstider