Alle levende væsener udgør, som vi senere skal komme nærmere ind på, et treenigt princip. Det udgør således et jeg, og en overbevidsthed, til hvilken dets underbevidsthed er knyttet. Denne struktur udgør det virkeligt, evige "noget", der åbenbarer sig igennem sin fysiske organisme. Denne organisme hører ikke med til det primære væsen. Den er kun et midlertidigt opbygget eller skabt redskab for væsenets fysiske manifestation, skabelse og oplevelse. Da den er skabt, er den ligesom alle andre skabte realiteter forgængelig, bliver opslidt og ubrugelig. Og dens åndelige ophav må derfor befries fra et sådant ubrugeligt redskab eller legeme. Det er denne væsenets befrielsesproces, vi kender under begrebet "døden". Denne død er således ikke nogen virkelig død, men en guddommelig anordning i verdensaltets store kosmiske struktur. Det åndelige ophav lever videre og kan igen fødes i en ny fysisk organisme.