Intolerance er årsag til krigens dødsflammer. Og hvor to væsener har indviklet sig i disse flammer og således er i krig med hinanden, det være sig to dyr, to mennesker eller to eller flere nationer, så udløser de en sabotage imod verdensaltets grundtone: kærligheden, der igen i virkeligheden er det samme som absolut fred, glæde og velsignelse. Når man således udløser sabotage mod selve livets mentale fundament, hvordan skal der da blive fred, glæde og velvære i de krigsførende parters tankeverden? – Hvordan kan væsener være fysisk lykkelige, når deres tankeverden er optaget af, hvorledes de kan gennemføre eller vedligeholde sabotagen imod deres fjender? – Er det ikke netop denne situation, der gør væsenerne bange for gengældelse, og dermed årsag til yderligere at forstærke deres forsvarsevne med endnu mere morderiske, raffinerede våben? – Og må de ikke netop blive ved med denne morderiske udvikling af våben helt indtil det ligefrem "djævelske", indtil der på en eller anden måde kommer en forsoning i stand mellem parterne? – Hele tiden at have fjender og derfor hele tiden at skulle værge sig imod fjender, kan kun eksistere som saboteret normalitet, såvel hos angriberen som hos forsvareren. Saboteret normalitet er det samme som, at de pågældende væseners væremåde udtrykker disharmoni med verdensaltets grundtone: kærligheden, der igen er den Guds ånd, som i Bibelen er udtrykt som "den hellige ånd". Da ånd er det samme som bevidsthed, tanker og viden, så er denne Guddommens ånd verdensaltets normale bevidsthed. At være i disharmoni med denne ånd betyder krig, ulykke og lidelse eller alt, hvad der hører ind under begrebet "ond skæbne".