Vi omtalte i forklaringen til symbol nr. 1, at naturens skabelsesprocesser er logiske, og at der derfor måtte være et levende ophav til disse skabelsesprocesser. Vi skal her ved hjælp af symbol nr. 2 påpege et område af disse skabelsesprocesser, der i særlig grad viser ikke blot logik, men også kærlighed. Alle de højest udviklede dyr er, ligesom menneskene, underkastet et princip, vi udtrykker som "forældreprincippet". Takket være dette princip kan intet afkom fødes i disse væseners livssfære uden i kraft af et par forældre. I disse forældre skabes der normalt en vis form for kærlighed til dette afkom. Denne giver sig udslag i, at nævnte forældre sørger for deres spæde afkom, indtil det er vokset frem til selv at kunne klare sin opretholdelse af livet. Dette afkom bliver således beskyttet, passet og plejet af dets forældre, sålænge det selv er hjælpeløst. Uden denne kærlighed ville der ikke være nogen mulighed for højere livsformer at inkarnere i jordens særlige fysiske struktur. Og det er kun unaturlige forældre, der viser ligegyldighed eller manglende sympati eller kærlighed til deres afkom. – At de lavere livsformers formering eller forplantning foregår på en anden måde, hvor denne kærlighed ikke er nødvendig, grundet på andre beskyttelses- eller andre hjælpemidler for afkommets trivsel, forandrer ikke det her nævnte forældreprincips identitet som kærlighed.