Vi er igennem de tidligere symbolforklaringers kosmiske analyser blevet gjort bekendt med verdensaltets levende struktur som organisme for et levende gigantvæsen, i hvilket vi alle leve, røres og er. Og vi har set det levende væsens identitet som et evigt eller udødeligt, treenigt princip. Vi har set, at dette princip gælder ligesåvel for verdensaltet, som det gælder for os eller et hvilket som helst andet levende væsen. Disse tre principper kender vi som det levende væsens jeg, dets skabeevne og det skabte. Som det allerhøjeste "noget" i et levende væsens organisme er dets, over organismen herskende, jeg eller det "noget", der oplever og skaber ved hjælp af dets organismes fysiske og åndelige struktur. Dette gælder alle de i Guddommens organisme eller verdensaltet forekommende væsener både i mikrokosmos og i makrokosmos, eftersom alle levende væsener jo netop tilsammen udgør den uadskillelige enhed eller det levende væsen, vi kalder Gud. De levende væseners jeger udgør, som tidligere nævnt, tilsammen Guddommens jeg, deres skabeevner og organismer udgør tilsammen Guddommens skabeevne og organisme. Guddommens jeg og skabeevne bor således i ethvert eksisterende væsens jeg og skabeevne. Al skabelse er derfor Guds manifestation, ligesom enhver oplevelse er en oplevelse af Guds manifestation.