Det Evige Verdensbillede, bog 1
Den evige verdensplan
Symbol nr. 13
1. Ethvert tilværelsesplans livsudfoldelse udgør reaktionen af de seks grundenergiers særlige kapacitetsudfoldelse i det pågældende plan
Som vi i det foranstående har set, danner grundenergiernes indbyrdes forhold seks forskellige tilværelsesplaner.
Disse udgør igen det levende væsens evige livsoplevelsestilstands seks grundformer.
Hver af disse grundformer for livsoplevelse udløses, således som vi så på symbol nr. 12, af en kulminerende grundenergi og en latent samt to energier i tiltagende udfoldelse opad imod kulmination og to energier under en tiltagende indskrænkning hen imod en mindsteudfoldelse eller latent tilstand.
Ethvert tilværelsesplans særlige livsoplevelses- og udfoldelsestilstand vil altså være det samme som den samlede reaktion af de seks grundenergiers indbyrdes forskellige kapacitetsudfoldelse i det pågældende tilværelsesplan.
Reaktionen vil altså blive præget eller formet af de grundenergier, der har den største udfoldelseskapacitet inden for det nævnte plan.
Hver grundenergi har således et tilværelsesplan, i hvilket den kulminerer eller spiller hovedrollen, hvorefter den, alt efter sin kapacitet kun spiller en tilsvarende større eller mindre birolle i de andre tilværelsesplaner.
Vi har derfor også givet hvert tilværelsesplan navn efter den grundenergi, der kulminerer eller har sin største udfoldelseskapacitet i det pågældende plan.
Og vi kender allerede disse tilværelsesplaner under navnene: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesplanet, der igen henholdsvis er de samme som dem, vi kalder: planteriget, dyreriget, menneskeriget, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget.
Hvordan livsoplevelse og livsudfoldelse former sig på de forskellige tilværelsesplaner er naturligvis afhængigt af, hvorledes hver enkelt grundenergis særlige udfoldelseskapacitet er, og hvilken grad af kapacitet, der kommer til udfoldelse i dens forbindelse med de andre fem grundenergier i tilværelsesplanet.
Vi må derfor se lidt på hver grundenergi.
Symbol 13
Den evige verdensplan